Sportsprofilen på TV 2 gennem ti år Heidi Frederikke Sigdal sagde i foråret op som vært på TV 2 Sport, men nu afslører kanalen, at hun allerede i efteråret vender tilbage på et program i en helt anden genre.

Heidi Frederikke Sigdal skal nemlig være vært på 'Go' morgen Danmark', når programmets faste vært Louise Wolff går på barsel til september.

Det skriver TV 2.

»Jeg glæder mig meget til at være vært på et så alsidigt program, som 'Go' morgen Danmark' er. Som vært på det program får man lov til at røre ved så mange vidt forskellige ting og gå i dybden med dem. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at blive en del af det dygtige hold, der laver 'Go' morgen Danmark',« siger Heidi Frederikke Sigdal til TV 2.

Den 38-årige vært er uddannet journalist og startede på TV 2 i 2006 som vært på sporten. Her har hun blandt andet være ankerkvinde på flere store slutrunder i fodbold.

Værten mener, at hun kan bruge meget af sin erfaring fra sporten på 'Go morgen Danmark'.

Hun har både skullet lave 'feel good' interviews, kritiske interviews og har dækket store events.

Så den tidligere sportsvært føler, at det passer godt til et program, der både har tunge politiske emner og historier om hindbærmarmelade, fortæller hun til kanalen.

I foråret blev Heidi Frederikke Sigdal kåret som årets kvindelige sporstvært af Billed-Bladet. Hun glæder sig nu til at skulle favne bredere end sport, som hun har beskæftiget sig med i mange år.

Hun stoppede efter eget udsagn på sporten, fordi hendes store passion fodbold fyldt mindre og mindre på TV 2.

»Jeg har altid haft det sådan, at hvis man er meget væk hjemmefra, så skal det, man er meget væk til, være noget, man brænder 100 procent for. Det har jeg gjort for fodbolden, men nu står vi bare i en situation, hvor fodbolden nærmest er væk fra TV2,« sagde hun til BT.