Hun var Robin Hoods udkårne og den godhjertede Melanie i »Borte med Blæsten«. Men Olivia de Havilland huskes også for sit modige oprør mod de slavelignende vilkår i 1930ernes og 1940ernes Hollywood. 1. juli fylder hun 100 år.
Alle sejl er sat til og har allerede været det i månedsvis for at fejre den sidste af de store stjerner fra Hollywoods guldalder i 1930erne, Olivia de Havilland, når hun fylder 100 år 1. juli.
Blandt meget andet vises 17 af hendes film i det historiske Standford Theatre i Palo Alto i Californien, der allerede i starten af maj lagde ud med »Robin Hoods Eventyr« fra 1938, hvor Olivia de Havilland i rollen som Lady Marion spillede over for legendariske Errol Flynn.
Fødselsdagskavalkaden kulminerer på selve dagen med den film, der om nogen har sikret hende filmhistorisk udødelighed, sydstatsdramaet »Borte med Blæsten« fra 1939, hvor de Havilland var den tapre og godhjertede Melanie, modstykket til Vivien Leighs stridslystne, intrigante Scarlett O’Hara, og med bl.a. Clark Gable og Leslie Howard i de mandlige hovedroller.
»Borte med Blæsten« er stadig – når inflationen indregnes – den mest indtjenende film nogensinde. Den blev nomineret til 13 Oscars, heraf en til Olivia de Havilland for bedste kvindelige birolle. Men det blev Hattie McDaniel, der løb med statuetten for rollen som Mammy.
Olivia de Havilland er født i Tokyo af britiske forældre. Moderen var tidligere sanger og skuespiller, faderen advokat. Efter forældrenes skilsmisse rejste moderen til Californien, hvor Olivia og hendes et år yngre søster Joan, der senere tog efternavnet Fontaine, voksede op.
Som stor teenager fik Olivia de Havilland rollen som Hermia i Shakespeares »En skærsommernatsdrøm«, først på den lokale skolescene, siden i Max Reinhardts opsætning på Hollywood Bowl og endelig i en filmatisering med bl.a. James Cagney og Mickey Roony. Det åbnede for en kontrakt med Warner Brothers, for hvem hun bl.a. indspillede ni film med Errol Flynn foruden en lang række andre filmroller.
I sin karriere har Olivia de Havilland vundet to Oscars for bedste kvindelige hovedrolle og er yderligere nomineret tre gange. Dertil kommer en række andre priser og hædersbevisninger, bl.a. tre Golden Globe. Men når hun stadig huskes og hædres, skyldes det i høj grad også hendes modige oprør mod de nærmest slavelignende forhold, som de store produktionsselskaber i Hollywood bød deres kunstnere i 1930erne og 1940erne. De fleste var bundet af syvårs-kontrakter, hvor filmselskabet suverænt bestemte, hvilke roller, den enkelte skulle spille. Afslog man en rolle, blev den tid, det ville have taget at indspille filmen, lagt til de syv år.
Olivia de Havilland var stærkt utilfreds med hovedsagelig at blive tilbudt biroller i mandsdominerede film. Hun fandt frem til en paragraf, der fastslog, at kontrakter længere end syv år var i strid med californisk lov, lagde sag an mod Warner og vandt.
Afgørelsen fik stor betydning for skuespillernes vilkår de følgende år, syvårs-kontrakterne forsvandt, skuespillerne fik en stærkere forhandlingsposition og sikrede sig bl.a. royalties.
Personligt fik Olivia de Havilland de følgende år flere markante roller, bl.a. i »Blodets bånd« 1946 og »Arvingen« 1949, der begge indbragte hende en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, mens hun blev nomineret for sin rolle i »Ormegården« fra 1948.
Hun kunne også have fået rollen som Blanche DuBois i »Omstigning til Paradis«, der i 1952 sikrede Vivien Leigh en Oscar, men afslog, fordi hun ikke ville spille en kvinde med et så dårligt ry.
I 1953 forlod Olivia de Havilland Hollywood og flyttede til Paris med sin anden ægtemand. Her bor hun stadig og er sit kvarters »grand old lady«.
Hun fortsatte med at indspille film frem til slutningen af 1970erne, og lagde så sent som i 2009 stemme til dokumentarfilmen »I remember better when I paint« om Alzheimers sygdom.
xI 2008 modtog hun National Medal of Arts af daværende præsident George W. Bush.
