DRs erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin stopper ved månedens udgang.

»Har besluttet at forlade DR Nyheder. En svær beslutning, men nu er terningerne kastet.«

Sådan skriver journalist Nina Munch Perrin, der har været erhvervskorrespondent på DR Nyheder de sidste tre et halvt år, på Twitter.

»Tak til DR - en fornøjelse!« tilføjer hun.

Nina Munch-Perrin uddyber sin beslutning over for BT:

»Det er ikke en pludselig beslutning. Det er en følelse, der er kommet over en periode, og jeg er nået frem til, at jeg skulle have noget luft og tid til at mærke efter, hvad jeg skal nu. Og for at gøre det er jeg nødt til at stoppe på mit daglige arbejde, som har været meget mere end et fuldtidsjob.«

Endnu har Munch-Perrin ikke et nyt job på hånden og er meget åben for, hvilken retning hendes karriere skal bevæge sig i.

»Det kan gå i flere retninger. Det kommer an på, hvad de næste uger bringer. Jeg er ikke nødvendigvis færdig med tv, men jeg savner udfordringer – forstået på den måde, at jeg tror, jeg har bidraget med alt, hvad jeg kunne i min nuværende position,« fortæller hun.

Selvom alle veje står åbne, er Nina Munch-Perrin temmelig overbevist om, at hun fortsat kommer til at arbejde erhvervs- og finansstoffet.

Inden Nina Munch-Perrin blev ansat på DR, har hun blandt andet arbejdet på Børsen og som vært på TV 2 Finans.