Den står på rå kylling og møgbeskidte køkkenborde, når 42 kendte danskere tager forklæderne på for at dyste på kokkekunnen i årets Masterchef på TV3.

Michelin-kokken Thomas Herman, Aarstidernes køkkenchef Thomas Castberg og den nye mand i køkkenet, kokken Henrik Boserup, bedømmer de 42 aspiranter, der fra mandag dyster om titlen Masterchef. Særligt Thomas Herman er bekymret for de kendtes køkkenhygiejne.

SE VIDEOEN MED THOMAS HERMAN HER

- Vi har haft mange virkelig grumme oplevelser. Vi har fået rigtig meget rå kylling. Ikke kun i denne sæson, men i det hele taget i det her køkken. Nu er det ikke, fordi jeg er bange for rå eller rosa kylling, men det er sgu ulækkert, siger Thomas Herman, som afviser, at der er blevet serveret retter, der potentielt kunne dræbe de tre dommere.

Ingen dødelige fejl

- Trods alt ikke. Det er måske mere deres hygiejne, når de er pressede, der kan slå os ihjel. Når de står med jord og fisk og slet ikke kan styre det på grund af presset og stressen, siger han.

Det med stress kan tv-vært Jes Dorph-Petersen sagtens genkende. Han er blandt de nye kendisser, der tryller i køkkenet.

- Masterchef er det mest stressende tv-program, jeg nogensinde har lavet, og jeg har alligevel lavet lidt af hvert de seneste 20-25 år, siger Dorph, der især oplevede panik, når det i forvejen gik skidt ved komfuret.

- Hver gang, det er ved at gå galt - når dej løber ud, eller noget bobler og koger over, så kommer der en masse kameramænd løbende, siger han.

En sur kok

På trods af umenneskeligt pres og dårlig hygiejne holder dommer Henrik Boserup sig ikke tilbage med at rose et par af årets 42 deltagere.

- Alexander Kølpin (balletinstruktør) har imponeret mig. Jeg var ikke klar over, at han kunne lave mad på den måde. Men også Lotte Heise (foredragsholder) og Pia Allerslev (kultur- og fritidsborgmester i København). Der har været meget få, hvor jeg har været lidt skuffet. Og dem har jeg kraftedeme også skældt ud, siger kendiskokken og tilføjer.

- Jeg kommer med positiv kritik. Men hvis de ikke gør deres bedste, bliver jeg sur, bemærker han med et smil.

Se selv hvordan det går de nye kokke-aspiranter i ’Masterchef’ på TV3, mandag kl. 19.00