Kendis-frisør chokeret over Strøbye-bog

Den kendte frisør, Tage Frandsen, kan slet ikke genkende ny bogs beskrivelser af Hanne Borchsenius og Axel Strøbye.

I godt 20 år var det Tage Frandsen, der satte Hanne Borchsenius lyse lokker og Axel Strøbyes ditto sorte. Og den opgave fortsatte kendissernes frisør med helt frem til, Hanne Borchsenius døde af kræft i marts i år.

Derfor bliver han også lettere chokeret, da bt.dk fortæller, hvordan det kendte ægtepars ægteskab i almindelighed og Hanne Borchsenius i særdeleshed bliver beskrevet i bogen, "Strøbye en tragisk komedie".

Her bliver Hanne Borchsenius beskrevet som en manipulerende og særdeles jaloux anlagt kvinde, som også skulle have sørget for, at Axel Strøbye ikke havde nogen kontakt med sine børn Tomas og Micäela fra ægteskabet med Lone Hertz. Ligesom hun skulle have isoleret den populære og folkekære skuespiller for omverdenen.

- Det har jeg aldrig oplevet. Hun var en meget omgængelig kvinde, og jeg har aldrig synes, hun manipulerede nogen, udbryder Tage Frandsen forarget over bogens beskrivelser.

Han medgiver dog, at Hanne Borchsenius var meget plaget af hede- og svedeture pga sin overgangsalder.

- Men der var Axel også så sød ved hende og sagde altid: Hanne, kan ikke lige i dag. Hun er lidt dårlig. For Hanne svedte sådan og havde frygtelig mange hedeture gennem mange, mange år. Hun fik kun lidt piller en gang imellem, siger Tage Frandsen.

Men selv om den smukke blonde skuespillerinde ikke havde det let, da hun kom i overgangsalderen, afviser Tage Frandsen stadig påstandene i bogen.

- De var et fantastisk par. De var sjove. Når de kom her i salonen, skulle de altid sidde på deres faste pladser. Så sad de der og røg deres cigaretter og kommenterede overfor hinanden, hvad de læste i avisen eller i et ugeblad og sagde ting som: Nå, nu skriver de det, og hvad er det dog for noget sludder at lukke ud, husker Tage Frandsen.

- Det var ikke et ægteskab fra helvede. Det tør jeg godt sige med 100 procents sikkerhed. Ja, ellers så skulle de have skjult det godt. For jeg kom jo ude hos dem mange gange. Og de kom hos os, fastslår Tage Frandsen.

Det er ikke kun fra parrets besøg i Frandsens salon på først Gl. Kongevej og senere på H.C. Ørstedsvej, på Frederiksberg, frisøren har sin viden om Hanne Borchsenius og Axel Strøbyes ægteskab.

- Vi rejste også på ferie sammen til Kreta. Engang hvor jeg talte privat i telefonen med Hanne, fortalte jeg, at vi skulle på ferie. Åhh bare det var os, men Axel tør jo ikke at flyve, sagde hun til mig. Der gik ikke en time, så havde jeg Axel i røret, som sagde: Ja, nu tager vi altså med, hvis I vil have det? Og det ville vi godt. Han bad mig om at skaffe dem ind på det samme hotel som vores, hvilket jeg gjorde, fortæller Tage Frandsen.

Fra ferien, hvor også Hanne Borchsenius søster og svoger var med, husker Tage Frandsen, hvor hyggeligt de havde det om aftenen, når de alle sammen var ude at spise på Kretas restauranter.

- Når vi rejste og sad om aftenen og spiste, var det også sådan, at hvis nogen kom hen, fordi de kunne genkende Axel, var han altid så sød ved dem. Og det var Hanne også. De svingede godt de to sammen, siger Frandsen og tilføjer:

- Men hun var aldrig bange for at vise, hvis der var nogen, hun ikke kunne lide. Så var hun skarp.

Alligevel har Tage Frandsen meget svært ved at nikke genkendende til det billede, der bliver tegnet af parrets privatliv i den store, hvide villa i Charlottenlund. Han lægger heller ikke skjul på, at det ærgrer ham at parret nu skal have et så lidet flatterende eftermæle.

- Det er synd for dem, at der bliver skrevet sådan noget, når de ikke selv kan svare igen, siger parrets ven og frisør gennem godt 20 år.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her