Bille Augusts nye film imponerer ikke BTs anmelder.

’Det er lyst. Men det lyser ikke’, siger P.S. Krøyer til sin unge kone Marie i begyndelsen af Bille Augusts nye film. Det er hendes maleri, Krøyer taler om, men det kunne lige så vel være hendes liv.

På overfladen var Marie Krøyer en beskinnet kvinde, gift med Danmarks bedste maler og prist som en af Europas smukkeste muser. Men når skyerne gik for Skagenssolen, levede hun i et helvede, konstant på vagt for gemalens maniodepressive anfald og ude af stand til at leve og male, som hun drømte om.

Marie og P.S. blev gift i 1889, men August koncentrerer sig om årene i begyndelse af 1900-tallet, hvor Marie opgiver sine egne kunstnerdrømme for at være den perfekte hustru og værtinde, mens den stadig mere sindssyge Krøyer tyranniserer både sin hustru og datteren Vibeke.

Flugt til Sverige

Marie har brug for at komme væk og rejser til Sverige, hvor hun indleder en affære med komponisten Hugo Alfvén. Forholdet vokser, men Krøyer vil ikke give Marie skilsmisse og forældreret til datteren, og hvad der for Marie lignede en vej mod selvstændighed og glæde, komplicerer i stedet hendes liv yderligere.

Der er ingen tvivl om, at Marie Krøyer var en for tiden usædvanlig kvinde, som forsøgte at balancere omverdenens forventninger og husbondens krav med sin egen ret til lykke - og mislykkedes med begge dele. Men at hun er en spændende person, gør jo ikke i sig selv ’Marie Krøyer’ til en spændende film.

Birgitte Hjort Sørensen, som vi bedst kender fra ’Borgen’, rammer ellers fint den skrøbelige Marie, der er stærkere, end hun selv tror, men hun har paradoksalt nok ikke voldsomt meget at arbejde med i rollen. På samme måde er Søren Sætter-Lassen en tikkende bombe som Krøyer og især god i geniets maniske perioder, men han fremstilles primært som et monster med en kunstnerisk gave.

Savner dybde

Jeg savnede psykologisk dybde i personerne og lidenskabelig nødvendighed i deres forhold. At Marie forelsker sig hovedkulds i Alfvén, der er skildret helt uden personlighed, forbliver eksempelvis et postulat. Vi ved det, fordi hun siger det, men vi mærker ingen passion.

Derfor interesserer filmen også mere, end den bevæger. Den er venlig ved øjet og fuld af fine gennemarbejdede detaljer. Der er kræset for kostumerne og for scenografien, der giver os adskillige nuancer af hvidt i hvidt, og naturligvis arbejdes der i en film om skagensmalerne meget med lyset. Livets solstråler, som vi alle forsøger at fange og holde fast.

Det skildrer den flot, Bille Augusts første danske film i 25 år. Men den lyser ikke.

’Marie Krøyer’, drama, dansk, 2012, tre stjerner ud af seks