Twitter glødede, da Kate Winslet og Leonardo Di Caprio søndag krammede til Golden Globe.

Næsten 20 år efter storfilmen 'Titanic' lever romancen mellem filmens hovedpersoner, Rose og Jack, stadig i bedste velgående. I hvert fald blandt publikum.

Winslet og Di Caprio har aldrig lagt skjul på, at der er god kemi mellem dem, og at de er endog meget gode venner. De spillede sammen i både 'Titanic' og 'Revolutionary Road', og især efter deres gennembrud med Hollywood-storfilmen i 1997 gik der rygter om, at de også dannede par uden for filmlærredet. Det afviste de dog begge, og da 'Revolutionary Road' havde premiere i 2008 udtalte Di Caprio, at han havde det, som om han kyssede en søster, når han kyssede Winslet, og at sexscenerne nærmest havde føltes som incest.

Men publikum vil bedrages.

Så da Kate Winslet og Leonardo DiCaprio søndag aften amerikansk tid gav hinanden et venskabeligt kram til årets Golden Globe-prisuddeling, hvor de begge vandt en pris, fik det det sociale medie Twitter til at gløde.

En bruger skrev:

»Hvis Kate og Leo blev gift, ville mit liv være komplet.«

En anden tilføjede:

»Hvornår bliver Kate og Leo gift. Sådan rigtigt.«