Det hænder af og til, at der bliver opdaget store og små fejl i TV-serier. Nu har endnu en spøjs detalje set dagens lys. En fan har nemlig opdaget noget usædvanligt fra TV-serien Friends.

Det er en scene mellem Phoebe og Monica, der har fanget den opmærksomme britiske fan, Nick Pettigrews øje, og han har delt klippet på sin Twitter-profil. De to karakterer sidder i sofaen på stamstedet 'Central Perk' og snakker sammen.

Pludselig forsvinder Monica, der bliver spillet af Courtney Cox, fra skærmen og bliver erstattet med en stand-in.

I scenen skifter kameraet vinkel og filmer Phoebe, der bliver spillet af Lisa Kudrow, hvilket gør, at det måske ikke har været en fejl, der har været til at spotte med det samme.

Der er dog ingen tvivl om, at det ansigt der er på skærmen i hvert fald ikke er Courtney Cox.

Efter at den kvindelige stand-in har været på skærmen et par sekunder, vender den 'rigtige' Monica tilbage ved næste klip.

På sin Twitter-profil skriver Nick Pettigrew 'Jeg har nok set alle afsnit af Friends en million gange, og jeg har aldrig lagt mærke til den værste stand-in for Monica'.

Det er langt fra første gang, at fans har opdaget fejl i den populære serie, der blev optaget fra 1994 til 2004. I sæson fire får Joey, der spilles af Matt LeBlanc, et grineflip midt under en scene i afsnittet 'The One With the Worst Best Man Ever'.

Her beskylder Ross en stripper for at have stjålet sin afdøde bedstemors vielsesring, og den scene bliver tilsyneladende lidt for meget for Matt LeBlanc, som må vende sig om og holde sig for munden, mens han bryder ud i latter.

I sæson ni er det Rachel, spillet af Jennifer Aniston, der bliver udskiftet af en stand-in.

I en scene, hvor hun har en snak med Joey, forsvinder hun pludselig og bliver erstattet med en stand-in. Og det er ikke kun i forhold til karaktererne, at der er blevet opdaget forskellige ting. Tidligere har fans også opdaget, at vinduet i Monicas lejlighed, som store dele af serien foregår i, skifter placering gennem serien.