Faderen raser over en ny dokumentar om datteren - den afdøde sangerinde Amy Winehouse. Filmen har dansk premiere i dag, torsdag.

Kampen om sandheden om sangerinden Amy Winehouses liv er i fuld gang, efter at en ny dokumentar-film sætter især sangerindens far i et dårligt lys. Men var faderen den skurk, som han fremstår som i filmen? Og har han forsøgt at lukrere på sin egen datters nedtur? Selv siger han klart og rungende nej.

»Jeg var en god far. Ja, jeg begik fejl, men hendes familie elskede hende. Det fremgår ikke af filmen,« siger Mitch Winehouse til avisen The Times.

En ny dokumentar-film stiller skarpt på den afdøde sangerinde Amy Winehouse, der i sit 27 år korte liv kæmpede med alkohol- og stofmisbrug, og på hendes musik, der fik millioner af mennesker til lytte til de personlige og følsomme tekster på især gennembrudsalbummet ‘Back to Black’ fra 2006.

En af de største
Amy Winehouse blev i løbet af få år op gennem nullerne en af de hotteste stjerner i verden og blev anset for et af sin generations største talenter i musikbranchen. Hun døde 27 år gammel 23. juli 2011 i sit hjem i London.

Læs også:

Den mere end to timer lange dokumentarfilm viser hendes rejse fra ukendt sangerinde til verdens-kendis og ikke mindst det dybe fald i en sump af alkohol og stoffer, der fulgte. Filmen bygger hovedsageligt på gamle hjemmevideoer og interview med Amy Winehouses familie, samarbejdspartnere, veninder og eks-kæreste. Bagmanden er den Bafta-vindende instruktør Asif Kapadia, som har høstet anerkendelser fra anmeldere for sit værk.

Mitch Winehouse er vred over filmen om hans verdensberømte datter, da han mener, at han fremstilles som en mand, der forsøger at spinde guld på sin egen datters problemer. Her er han med en statue af Amy Winehouse i London.
Mitch Winehouse er vred over filmen om hans verdensberømte datter, da han mener, at han fremstilles som en mand, der forsøger at spinde guld på sin egen datters problemer. Her er han med en statue af Amy Winehouse i London. Foto: EPA
Vis mere

Men Amy Winehouses far Mitch Winehouse, der selv medvirker i filmen, er i det røde felt, fordi han føler sig udstilllet som skurk uden - efter eget udsagn - at være det. Et eksempel: Sangerindens manager mente i 2005, at hun skulle i behandling for sit alkoholmisbrug, men i filmen er Mitch Winehouse citeret for at sige, at ‘Amy havde ikke behov for at gå i behandling’.

Læs også:

Slog hovedet i fuldskab
Andre mente det modsatte, men i et interview med avisen The Guardian siger Mitch Winehouse, at den sidste del af sætningen er blevet klippet ud, og over for avisen giver han sin udgave af sagen:

»Det var i 2005. Amy var faldet - hun var fuld og havde slået sit hoved. Hun kom til mit hus, og hendes manager var der også og sagde: ‘Hun er nødt til at gå i behandling.’ Men hun drak ikke hver dag. Hun var som mange andre unge. Og jeg sagde: ‘Det behøver hun ikke.’ I filmen siger jeg, ‘Hun behøvede ikke at gå i behandling på det tidspunkt.’ Men de har klippet ‘på det tidspunkt’ ud,« siger Mitch Winehouse til The Guardian.

Til avisen The Times har han forklaret, at han og den øvrige familie i 2007 og årene efter opfordrede Amy Winehouse til at søge behandling, hvilket hun også - uden tvang - gjorde.

Et andet eksempel er fra øen Skt. Lucia, hvor Amy Winehouse har søgt fred og ro efter en turbulent periode. Formålet med turen er, at hun skal finde og få styr på sig selv, men Mitch Winehouse ankommer til øen med et tv-hold, som følger ham.

Læs også:

’Gør hvad du vil, far’
I Amy-dokumentaren vises også klip fra Skt. Lucia, men klippet giver ikke det rette billede, hævder faderen, der her føler, at han bliver fremstillet som en mand, der forsøger at spinde guld på sin egen datters problemer - måske for at kickstarte sin egen sangkarriere.

»Jeg lavede en film om familier, der er plaget af afhængighed,« siger han og forklarer, ifølge engelske medier, at han havde varslet sin datter inden sin ankomst.

»Hun sagde: ‘Gør hvad du vil, far.’«

Mitch Winehouse siger, at der fra opholdet på øen findes flere timers video-optagelser, hvor han og datteren har det godt sammen.

»Men i den ene bid, der er med i filmen, har vi et skænderi,« siger han, der erkender, at have begået fejl som far, men som understreger, at ‘ikke at elske vores datter, var ikke en af dem’.

Mitch Winehouse er i disse dage på ferie og har ikke mulighed for at tale med BT, oplyser hans presseagent.

I stedet henvises der til en udtalelse fra familien, hvor der står, at der i dokumentarfilmen er ‘beskyldninger mod familien og managementet, der er ubegrundede og ubalancerede’.

»Som mange familier ved, kan afhængighed ikke blive behandlet ordentligt, før den enkelte hjælper sig selv, og der er ingen universiel løsning. Endvidere var Amy voksen, og hun kunne ikke tvinges til noget,« skriver familien,

BT har forsøgt at få en kommentar fra instruktør Asif Kapadia, men uden held. Han har tidligere forklaret, at han ikke er overrasket over de voldsomme reaktioner fra familien:

»Denne film handler om hende. Det gør det svært for nogle, fordi den ikke handler om dem,« har han sagt til mediet The Globe And Mail. Over for avisen The Independent har han udtalt:

»Vi vidste, at der ville være personer, som ikke ville kunne lide nogle ting.«

Titel: Amy. Spilletid: 2 timer og 8 minutter. Dansk premiere i dag.