Der har i et stykke tid været stille om, hvad det danske makkerpar Casper Christensen og Frank Hvams næste projekt skulle være, siden deres to 'Klovn'-film gik deres sejrsgang i de danske biografer. Men det er slut nu.

I en pressemeddelelse fra Nordisk Film er det netop blevet offentliggjort, at Casper og Frank netop nu er i fuld gang med arbejdet på det næste projekt; en film, der får navnet 'De første danske jordbær'.

Filmens manuskript er lige nu ved at blive skrevet af de to komikere og filmmagere. Samtidig er Casper og Frank i gang med at finde ud af, hvilke skuespillere der skal være på rollelisten til filmen, som ifølge pressemeddelelsen intet har med 'Klovn'-universet at gøre.

Det er dog sikkert, at Casper og Frank selv får bærende roller i 'De første danske jordbær'.

'Lad det være sagt med det samme: DE FØRSTE DANSKE JORDBÆR er ikke en ny 'Klovn'-film. Det bliver en komedie om Janteloven, som foregår i Danmark i starten af 1980’erne og følger en lille gruppe excentriske pionerer, der sammen sætter sig for at gøre det umulige og skabe verdenshistorie,' lyder det i pressemeddelelsen.

Projektet er allerede så langt, at der er sat dato på, hvornår optagelserne til filmen går i gang.

Det er nærmere bestemt 22. august på Fyn.

Hvad vi specifikt kan se frem til i 'De første danske jordbær', bliver der ikke løftet meget af sløret for. Det kommer først senere, slås det fast.