Mere end 500 utilfredse seere har raset inde på Kanal 5's Big Brother-Facebookside

De har reklameret stort for det i flere uger, både i aviser, på nettet og på tv. Mandag den 4. februar begyndte Big Brother 2013. 
Og der var nok mange danskere, der sad klar i sofaerne ude i stuerne, for endnu engang at følge deltagerne 24 timer i døgnet i deres gøren og laden. Men mange af dem blev både skuffede og vrede.

For verdens største TV-fænomen havde sort skærm under premieren i hele otte minutter.

Split 12 Big Brother


Og det fik brugerne til at gå amok på Big Brothers Facebookside, hvor over 500 mennesker i løbet af meget få minutter kom med vrede kommentarer om den uvelkomne sorte skærm.

'Jeg kan ikke se noget?', 'Hold kæft, hvor irriterende!' og 'Flot gået, Kanal 5, rigtig flot gået!' lød nogle af de første kommentarer, som der tikkede rigtig mange ind af de første par minutter af den sorte skærm. 
Snart gættede seerne, at der var tale om et teknisk uheld, og de ventede på at problemet blev løst.

Men da billedet endelig, efter lyden, dukkede op, var det stadig ikke helt på plads. Herefter blev der hele tiden klippet frem og tilbage mellem reklameblok og selve programmet, hvilket ikke gjorde seerne mildere stemt.

Split 12 Big Brother


-  Kan I beslutte jer, om der skal være reklamer eller Big Brother? spurgte en bruger på Facebook, mens andre var kortere i mælet:
- Få nu styr på jeres lort! 
Først ca. et kvarter senere var der styr på både lyd, billed og mængden af reklamer. 

- Dårlig start, Kanal 5, var mange af brugerne enige om.