Filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens populære bøger om Carl Mørck og Afdeling Q har været enorme biografsucceser i Danmark, og nu kan vi se frem til endnu mere Afdeling Q i de danske biografer. Dog ikke fra Peter Aalbæks Zentropa, som tidligere har stået for filmene.

Nordisk Film har nemlig købt filmrettigheder til de resterende bøger om Afdeling Q og planlægger en serie på op til seks film, som vil starte med filmatiseringen af femte bind i bogserien, 'Marco Effekten'. Det skriver Nordisk Film selv i en pressemeddelelse.

Foreløbig er der kun udkommet seks bøger i serien, men Jussi Adler-Olsen planlægger at skrive i alt ti bøger, som Nordisk Film altså planlægger at filmatisere.

Den seneste film i rækken, 'Flaskepost fra P', som er tredje bind i bogserien, satte tidligere på året rekord med mere end 700.000 solgte billetter, og forinden det var først 'Kvinden i buret' og siden 'Fasandræberne' også store biografsucceser. De var alle produceret af Peter Aalbæk Jensens filmselskab Zentropa, ligesom den næste film i rækken 'Journal 64' også bliver.

Zentropa købte nemlig filmrettighederne til de fire første film tilbage i 2008. Og selvom det mildest talt har været en dundrende succes, overtager Nordisk Film altså produktionen fra bog fem og frem.

Jussi var ikke glad for Zentropas film

At Jussi Adler-Olsen har valgt at lade rettighederne overgå til et nyt filmselskab kan meget vel skyldes, at han ikke havde meget indflydelse på de film, Zentropa lavede over hans bøger.

BT har tidligere skrevet, hvordan kilder i filmbranchen har bekræftet, at Jussi Adler-Olsen tilsyneladende var utilfreds med de film, Zentropa havde lavet, og samtidig havde indgået en klausul, der gjorde, at han hverken måtte udtale sig om filmene eller deltage i pressearbejdet omkring dem.

Den populære forfatter havde angiveligt selv ønsket at deltage i manuskriptarbejdet til filmene, ligesom han gerne ville have været med til at vælge filmens cast og deltage i klippearbejdet. Noget, filmselskabet Zentropa dog ikke ønskede.

BT kontaktede tilbage i marts Jussi Adler-Olsen, efter han ikke dukkede op til premieren på 'Flaskepost fra P'. Direkte adspurgt om en tavhedsklausul svarede forfatteren dengang:

»Jeg betragter kontraktmæssige sager som private, og de kommer absolut ikke ud.«

Jussi Adler-Olsen fortalte i samme ombæring, at han ikke måtte sige noget om filmene.

»Jeg ville forfærdeligt gerne sige noget om filmene, hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke,« sagde Jussi Adler-Olsen til BT.

Peter Aalbæk selv var dengang heller ikke meget for at kommentere på en eventuel 'tvist'.

»I må spørge Jussi, hvad tvisten går ud på, hvis der altså er en tvist. Jeg laver gerne flere film, og alt tyder på, at det danske folk også gerne vil have mere,« sagde Peter Aalbæk til BT i marts.

»Det rigtige hjem for mine bøger«

Jussi Adler-Olsen fremhæver selv, hvor glad han er for, at resten af Afdeling Q-bøgerne nu skal filmatiseres hos Nordisk Film, som han har stor tillid til.

»Jeg møder løbende mange af mine læsere, og jeg ved, at de har stærke holdninger til personerne og universet, så for mig er det vigtigt, at en filmatisering er så tro mod bøgerne som muligt. Gennem de seneste par år har jeg opbygget et venskab med Nordisk Film, der bestyrker mig i, at Nordisk Film vil kunne producere film, som jeg vil være stolt af at lægge navn til,« udtaler Jussi Adler-Olsen i pressemeddelelsen fra Nordisk Film.

»Mit venskab med Nordisk Film handler grundlæggende om gensidig personlig og faglig tillid, åben dialog og respekt omkring processen at skabe film. Afdeling Q-bøgerne er for mig meget filmatiserbare romaner, og da Nordisk Film har en track-rekord af kvalitetsfilm, er det for mig som forfatter det rigtige hjem for mine bøger, hvor de kan blive realiseret på det store lærred,« siger Jussi Adler-Olsen videre.

Nordisk Film fortæller, at man endnu ikke har sat det hold, der skal medvirke i filmene, og hverken instruktør, cast eller manuskipt er derfor på plads.

Nikolaj Lie Kaas har spillet rollen som Afdeling Q-hovedpersonen Carl Mørck gennem de seneste tre film, og kommer også til at optræde i 'Journal 64', men om han derefter fortsætter i rollen forbliver endnu uvist.