Skuespilleren Julie Zangenberg, 26, er vært for TV3´s nye nøgendatingprogram »Adam & Eva«, der starter mandag aften.

Her møder deltagerne hinanden på en idyllisk ø i det græske øhav - uden en trevl på kroppen.

Selv ville Julie Zangenberg, der både på film og scene har smidt tøjet, ikke have mod på at melde sig som deltager.

»Jeg ville ikke være så modig. Det er jeg altfor blufærdig til privat. Som vært møder jeg kun deltagerne med tøj på, understreger Julie Zangenberg, der har en nøgenheds-klausul indføjet i sin kontrakt.

»Hvis det er vigtigt for at fortælle historien, må du som kunstner være villig til at gøre det,« siger Julie Zangenberg om at optræde nøgen i filmen »Viceværten« og i teaterstykket »Pornotopia«.

»I »Adam & Eva« mødes deltagerne uden at have noget at imponere hinanden med ud over deres personlighed, og det synes jeg gør dette datingprogram anderledes og ret sjovt.«

Med Heartless til Berlin

Hun er ved at pakke kufferten for at tage til Berlin Filmfestival. Sammen med kollegerne Sebastian Jessen og Julie Christiansen skal de repræsentere tv-serien »Heartless«, der er udtaget til at konkurrere om at vinde titlen som Europas bedste ungdomsserie. Frithjof Fiilm er netop blevet færdig med anden sæson af serien, der foreløbig er solgt til 52 lande over hele verdenen.

»Det er et fantastisk skulderklap til den holdindsats, det har været at lave »Heartless«, og hvor alle har kastet sig selv ind i at lave den nye sæson med liv og gejst. Nu må vi se, hvad der sker,« siger Julie Zangenberg, der som 12 årig vandt en særlig pris under Berlin Filmfestivalen i 2002.