For skuespilleren Julie Christiansen, 27 år har det været hendes mest udfordrende rolle at skulle spille den lesbiske og rebelske rektordatter Emilie i Kanal 5´s danske dramaserie ’Heartless’.

I aftenens afsnit fægter hun sig bogstavelig talt ind på livet af seriens hovedperson, Sofie, spillet af Julie Zangenberg.

- Egentlig er det som enhver anden kærlighedsrolle, men det er lidt anderledes, fordi jeg ikke selv er til piger i virkeligheden.

Men det har gjort det nemmere og ikke så grænseoverskridende at skulle spille forelskede og kysse hinanden, at Julie og jeg er blevet rigtig gode venner og været meget ude samme og blevet ret tætte. Så vi kender hinanden ret godt og har kunne tale om det. Så har det fungeret fint, fortæller Julie Christiansen.

Rost for at lære dansk

Seerne genkender det hjerteformede ansigt med de store blå øjne fra rollen som den litauiske aupair-pige Ada fra DR´s dramady ’Lykke’, og senere ’Borgen’.

– Jeg oplever stadig, at folk standser mig på gaden og roser mig for at have lært at tale så godt dansk til rollen i ’Borgen’, griner Julie Christiansen, der er pæredansk og fra Vordingborg.

Hun har spillet i film og tv, siden hun var 14 år. Det startede med en hovedrolle i en reklamefilm for Nybolig, og siden har Julie Christiansen været med i film som ’Råzone’. ’Sandheden om mænd’ og ’Vilddyr’ ved siden af sine tv-roller.

Hun har ikke gået på skuespillerskole herhjemme, men har modtaget undervisning hos den anerkendte skuespillercoach William Esper i New York.

Men DR-rollen som østeuropæisk pige hænger stadig ved. Hun har netop færdiggjort en barsk dansk spillefilm om menneskehandel, hvor hun spiller hovedrollen.

-Ja, det er lidt ligesom for Rasmus Botoft, der stadig oplever, at folk råber ’Clauuus’ efter ham, siger Julie Christiansen.

Næste opgave bliver en rolle i næste sæson af TV2-serien ’Dicte’. -Men her skal jeg spille spille pæredansk.