Det er ikke meget, skuespiller Jesper Christensen må fortælle om sin rolle i den kommende Bond-film ’Spectre’. Men han afslører, at det var ’skidesjovt’ at være tilbage på settet.

Herhjemme ser vi ham på skærmen hver søndag i primetime som hippien Thomas med det lange hår og de løse gevandter i DRs populære dramaserie ’Arvingerne’ sæson 2. I Hollywood kender de ham i en noget anden rolle, nemlig som den korthårede skurk, der altid er klædt i jakkesæt, Mr. White fra James Bond. Hans navn er Christensen. Jesper Christensen.

At spille med i den legendariske Bond-film er noget, der er de færreste danskere forundt. At dukke op igen to år senere i en efterfølger må siges at være lidt af en sensation. At medvirke i hele tre film, er uhørt.

Ikke desto mindre er det netop, hvad den 66-årige skuespiller Jesper Christensen kan skrive på cv’et, når den nye Bond-film ’Spectre’ får verdenspremiere 6. november.

Hvor stor danskerens rolle præcis bliver, om Mr. White dør eller overlever til en eventuel fjerde film, får man ham dog ikke til at afsløre, da BT møder skuespilleren på en café i indre København.

»Ja, jeg må jo ikke sige noget som helst om den nye Bond-film. Altså, jeg er færdig og har lavet det, kan jeg sige. Og så kan jeg sige, at det var sjovt. Det var skidesjovt,« røber den 66-årige Jesper Christensen.

Med sit markerede ansigt, skæg med grå stænk, blå termojakke, bordeaux-orange sneakers, venlige øjne og en underspillet humor, der hele tiden lurer under overfladen, ligner han ikke umiddelbart prototypen på en vaskeægte Bond-skurk.

Faktisk ligner han ikke prototypen på nogen bestemt og kan derfor både spille alkoholiker i ’Bænken’, norsk konge, Nanas far og hippien Thomas i alt fra børnefilm til von Trier.

Ikke sat i bås

»Det er dejligt, at jeg bliver brugt til så mange ting, det er heldigt for mig, at jeg ikke er blevet sat i bås,« siger han. Nu, syv år efter at han sidst trak i Mr. White-kostumet i agent 007-filmen ’Quantum of Solace’, er han atter tilbage i det, der bliver en af verdens mest omtalte film i år. Og selv om Jesper Christensen ikke må sige noget som helst om sin rolle, fortæller han, at denne tredje film ’Spectre’ personligt har været den bedste Bond-oplevelse af dem alle.

»Ja, scenen var skidegod, og ham Sam Mendes (instruktøren, red.) synes jeg vældig godt om, så det var rigtig sjovt. Han er sådan en instruktør, jeg godt kan lide. Han lytter og snakker og skriver om,« griner ærkekøbenhavneren, der er uddannet pædagog og aldrig har gået på skuespil- eller teaterskoler.

Foreslår citater

Alligevel har han fra begyndelsen af sin glorværdige karriere altid taget sine egne roller og formet og rettet dem og foreslået citater, som han følte, de skulle være. Bond-filmen med instruktør Sam Mendes var ingen undtagelse.

»Ja, stoltheden ville ingen ende tage, når jeg kunne sidde og foreslå replikker på engelsk. Det var jeg også vældig imponeret over selv. Og altså, hallo, det var ikke bare at foreslå, men få det accepteret. Så det var rigtig godt. Og skal så jeg nok ikke sige mere om det,« husker han pludselig sig selv på. Med et så gigantisk Hollywood-maskineri er der nemlig højrisiko for, at der slipper noget ud om filmen før premieren, til alles store frygt. Derfor har også danskeren fået strenge ordrer på at tage alle forholdsregler.

Bond Babes

»Man må ikke sende noget som helst med posten, og der står ’Jesper Christensen’ og et nummer henover hver eneste side i manuskriptet, så de ved, hvis det er dig, der lækker noget. Så kommer de med 600 sagførere,« siger han og forklarer videre:

»De er så paranoide, så du ikke har nogen anelse om det. Men det er med god grund, for hele hysteriet omkring det her Bond-univers er helt massivt stort. På nettet er Bond nærmest en religion, som mange har en holdning til. Og så fik de jo stjålet deres tidlige manuskript i ’Sony-gate’ (Sony blev udsat for hacker-angreb, red). Så jeg forstår godt, at man er paranoid,« siger han.

Med mere end hundrede film og tv-roller på cv’et og mange flere i vente, samt sin instruktørdebut på fem afsnit af ’Arvingerne’, har Jesper Christensen et indgående kendskab til den danske filmbranche. Adspurgt, hvad vi herhjemme kan lære af USA, lyder hans svar:

Salgbare skuespillere

»Jeg synes ikke, der er noget specielt at lære derovrefra. Altså, der er hele tiden noget at lære af film, men det kan også være den nye polske film ’Ida’, eller den fantastiske ’Birdman’, som jeg var inde at se i går. Så nej, der er ikke noget indlysende at lære af dem.

I en USA-produktion er der også alt for mange, der skal have en mening og bestemme, som regel producenter, der skal tage stilling til dit og dat. Så det kan ske, at produktionen spilder en masse tid i stedet for at sige ’hold nu kæft, det skal vi nok ordne.«

Det hænger, ifølge den prisvindende skuespiller, sammen med, at amerikanerne generelt har sværere vilkår for at lave de mere skæve film.

»Altså, vi kan lettere få lov at lave ting, der ikke er indlysende lette at markedsføre. Vi er jo privilegerede, at der er nogle millioner kroner, der kommer lettere til budgettet, end hvis du er amerikaner.

Hvis det ikke lykkes dem at finde de skuespillere, der er ‘marketable’ (salgbare) som det hedder, et virkelig grimt ord, er det helt ligegyldigt om du har skrevet en helt vidunderlig og enormt vedkommende film. Den bliver ikke lavet. Og i min bog, hvis manuskriptet ikke er i orden, bliver det også noget lort. Derovre begynder de et andet sted, og det mener jeg er det forkerte sted,« slår han fast.