Da den overraskende nyhed om Johannes Langkildes jobskifte fra nyhedsvært på TV2 til USA-korrespondent hos DR blev breaket fredag formiddag, gik der ikke lang tid, før den tidligere mr. News på TV2, Jes Dorph-Petersen var ude og kommentere den tidligere kollegas jobskifte på Facebook med kommentaren: FYYY, Johannes. Sådan noget gør man bare ikke.

Og da Jes Dorph-Petersen, der selv forlod TV2 til fordel for jobbet som studievært i Champions League på TV3 i begyndelsen af 2012, oven i købet fortæller, at han selv har gået med de samme drømme, er det nærliggende at tænke i misundelse eller jalousi.

Men sådan er det slet ikke, understreger Jes Dorph-Petersen. Han under nemlig sin 18 år yngre kollega og ven drømmejobbet som korrespondent i USA for DR.

- Jeg kan godt forstå, han tager det job. Det at blive korrespondent i Washington, er det fedeste, det ultimative korrespondentjob, man kan få, siger Jes Dorph-Petersen og understreger, at hans kommentar på Facebook udelukkende var ment som kærligt drilleri mellem to venner.



For Johannes Langkildes nye job, som han begynder i til juni, er nemlig af den uforglemmelige art, og som Jes Dorph-Petersen selv har haft sat næsen op efter.

- Da jeg var ung og på Johannes alder (han er 35 år, Jes Dorph-Petersen fylder 54 år den 23. marts, red.), der søgte jeg også det job et par gange hos TV2. Det fik jeg så ikke. Og det var også fair nok, afslører den tidligere mister News om sine egne ambitioner.

- For det er sådan et job, at når Johannes sidder på plejehjemmet med et slumretæppe over sig, vil han sige: Det nåede jeg også at blive, spår Jes Dorph-Petersen.