Rigmanden Karsten Rees kræftsygdom ser ud til at være mildere end først antaget, fortæller hans kone Janni.

Realityparret, der er kendt for tv-serien ’Janni og Karsten’ frygtede ellers det værste, da milliardæren Karsten Ree i sidste måned afslørede, at han var blevet ramt af blærekræft.

Faktisk fremskyndede parret deres bryllup, der ellers var planlagt til sommer og blev gift på rådhuset i Holte bare dagen efter, at den 69-årige rigmands sygdom blev landskendt.

Herefter hastede de nygifte til USA, hvor det var planen, at Karsten Ree skulle opereres.

Men heldigvis ser det ud til, at kræftsygdommen ikke er så alvorlig som først antaget. Det fortæller Janni Ree til BT:

»Man kan jo aldrig sige, at man er helt frikendt, men det er meget bedre end vi troede.«

Grunden er ifølge Janni, at lægerne i USA ikke har fundet de samme ting som lægerne herhjemme.

»Han er okay. Det er en mildere form end først antaget, og det er jo positivt,« lyder det fra modellen Janni, der tog ægtemandens efternavn i forbindelse med det spontane bryllup.

»Man skal jo altid have en second opinion, og det er jo ingen hemmelighed, at USA er længere fremme,« lyder det fra Janni om beslutningen om at søge behandling i udlandet.

Men indtil videre er der ingen planer om at rejse til USA igen.

»Lige nu har vi ikke nogen planer om noget som helst, og vi bliver her i landet. Alle, der får konstateret sådan en sygdom, får jo en chok og skal lige prøve at kapere det. Men det vigtigste er, at han har det godt, og vi er meget glade for, at det ser lysere ud,« siger Janni.