Tag med på en tur gennem filmhistorien, hvor ’sværd- og sandal’-film både er blevet hånet og elsket. Anledningen er næste uges premiere på opfølgeren til ’300’ – nemlig ’300 – Rise of an Empire’

Øverst ses traileren til ’300 – Rise of an Empire’.

Begrebet ’sværd- og sandal’-film blev egentlig opfundet som en nedsættende betegnelse for den lange stribe af italienske efterligninger af amerikanske film om det gamle Rom og Grækenland. I årene fra 1958 til 1965 spyttede man i Italien film ud om Hercules, Samson og andre bodybuilderlignende skikkelser. Dårligt lavede B-film med få amerikanske stjerner og masser af slagsmål og farverige slag.

Udtrykket er en pendant til begrebet ’spaghetti-western’, der opstod om alle de western-kopier indspillet i Italien og Spanien, der oversvømmede verden i 1960erne. Senere er ’sværd- og sandal’-betegnelsen dog typisk blevet brugt som et bredt udtryk for film, der tager sit udgangspunkt i det gamle Romerrige eller i den græske mytologi, uanset hvor de så måtte komme fra. Bare der er en eller anden variant af krig, kamp og mytologi involveret.

Da Alexander blev lille

I de bredeste definitioner af genren er det af og til set, at man har regnet piratfilm, film om vikinger og endda ’Ringenes Herre’ med, men det synes jeg nu er at gå for vidt. I den her artikel vil vi holde os til den mellembrede definition af genren og forsøge at indkredse de gode film, de dårlige film og de morsomme film.

Det er sådan med ’sværd- og sandal’-film, som med andre spidst vinklede genrefilm, at der er stor risiko for at blive til grin. Bare man rammer lidt ved siden af, så ryger troværdigheden sig en tur, og som publikum ser man pludselig fejl alle steder. Sådan er det også med for eksempel sciencefiction-film. Derfor er listen over dårlige film med sværd, sandaler og rullende hoveder lang.

Oliver Stone faldt for eksempel fra tinderne med ’Alexander’ i 2004, hvor Colin Farrell ikke klarer cuttet som Alexander den Store. Snik-snak ad libitum blander sig med Angelina Jolies fjollede østeuropæiske accent og en Colin Farrell, der overspiller fælt. Kun computeranimationen forhindrer den totale ørkenvandring. Det går ikke meget bedre i Jake Gyllenhaals ’Prince of Persia’ fra 2010, men den film er nu også baseret på et computerspil, så hvad kunne man forvente?

Let at gøre grin med

Ufrivilligt til grin kan man altså altid blive, men noget andet er at gøre grin med en genre med vilje – ’spoof’ – og gøre det med succes. Det formår den i øvrigt snart comeback-aktuelle engelske comedygruppe Monty Python i ’Monty Python og de skøre riddere’, der tager ridderfilmen med religiøse undertoner under kærlig og grovkornet behandling. Hvem husker ikke scenen, hvor den sorte ridder får hugget snart en arm, snart den anden arm og til sidst benene af, mens han ihærdigt kæmper videre. Det er genrens ufrivillige komik og ømme punkt ramt på kornet.

Det er nemlig ikke sådan, at hverken ’300’ fra 2006 eller den premiereaktuelle film ’300 – Rise of an Empire’ ligefrem oser af omtanke og logisk tænkning. Der er tale om store machobøffer smurt ind i mudder, der siger få replikker med strenge miner og derefter skærer hovederne af hinanden, så blodet sprøjter op på kameralinsen. Fin underholdning til drenge, der endnu ikke er blevet til mænd, og som måske selv drømmer om at få en stor og muskuløs krop engang.

En af replikkerne før det store afgørende slag mellem grækerne og perserne i den nye ’300 – Rise of an Empire’ lyder: ’Historien om dette slag vil blive fortalt om 1000 år!’ Hvordan kunne de mon vide det dengang, tænker man uvilkårligt? Det er tordentale, det er for tykt, og der er rig mulighed for at gøre grin med den slags nonsens.

’Gladiator’ moderne milepæl

Et er dårlige film og spoofs og noget andet er der, hvor det rent faktisk er lykkedes at lave en ’sværd- og sandal’-film ud fra en godt fortalt historie, med hjertet på rette sted, og hvor filmteknikken spiller med uden at blive kluntet og teatergrotesk. Det gælder de 10 film på listen under titlen ’De gode’ her på siden. Nuvel, ’De syv samuraier’ er fra Japan, men den passer indholdsmæssigt ind i genren, og det gør ’Highlander’ også, selv om der er tilføjet et tidsrejseelement.

Men lad os dvæle ved de tre bedste og reneste film i ’sværd- og sandal’-genren i toppen af listen. Selv i dag husker man Kirk Douglas (Michael Douglas’ far) i rollen som slaven, der sætter sig op mod sine herskere og organiserer et oprør. Stanley Kubrick har instrueret. og de gamle slavekampe i ’Spartacus’ kan stadig få det til at gibbe i én mere end 50 år efter filmens biografpremiere. Det samme gælder ’Ben-Hur’, hvor Charlton Heston spiller en jødisk prins, der må gå grueligt meget igennem, inden han stiller op i et af filmhistoriens vildeste væddeløb med hestespand i Rom. Væddeløbet er mesterligt både i stumfilmsudgaven fra 1925 og i den fra 1960, fordi Hollywood går amok med det helt store udtræk af statister og stuntmen.

Kun én gang i nyere tid er de to film blevet udfordret, og det var da Russell Crowe stod stolt som krigeren Maximus, der tvinges til at kæmpe mod tigre (og Sven-Ole Thorsen) i Colosseum i Rom i en vellavet og rørende knytnæve af en underholdningsbombe med titlen ’Gladiator’. Det må være svært at ramme så rent, siden det gøres så sjældent.

’300 – Rise of an Empire’ har premiere 6. marts. Den er instrueret af Noam Murro og har Sullivan Stapleton som hovedrolleindehaver.