Til maj kan danske seere igen følge med i livet i Korsbæk, når Matador igen rammer tv-skærmene.

Det første afsnit af den 24-afsnit lange historiske serie bliver sendt lørdag den 6. maj klokken 20 på DR 1, og selvom mange allerede tidligere har stiftet bekendtskab med familien Skjern og Varnæs, så venter der sig nye overraskelser på skærmen til maj.

Det skriver DR.

Hele Matador-serien er nemlig blevet restaureret, så den kommer til at fremstå endnu skarpere og klarere på skærmen. Det gør, at seerne sandsynligvis vil opleve langt flere detaljer i serien.

»Restaureringen af ’Matador’ har taget tre år. Først har vi digitalt scannet de gamle filmstriber og lagt på store servere, så materialet ikke risikerer at gå tabt. Herefter har vi fjernet snavs, støv og ridser, som giver seeren en helt anden oplevelse. Vi har gjort serien skarpere, farverne mere klare, så detaljer, som man ikke før har lagt mærke til, nu er tydelige. For eksempel er det efter restaureringen lettere at se, hvad der står i Tidende. Alt dette er sket uden at fjerne den originale filmiske æstetik, som var kernen i hele restaureringsprojektet,« fortæller Hans Vermeij fra Nordisk Film Shortcut, der har stået for den tre år lange restaureringsproces, til DR.

Den ikoniske tv-serie har efterhånden 39 år på bagen, og det betyder også, at teknologien har udviklet sig en del siden Matadors fødsel. Derfor er billedformatet i serien nu også blevet tilpasset vores moderne tv-skærme, så de sorte bjælker på skærmen er væk, og hovedpersonerne kommer til at synes tættere på. Alle ændringerne er sket efter ønske fra den fotograf, der oprindeligt filmede Matador.

Grunden til, at restaureringen har taget hele tre år, er, fordi man har ønsket at gøre det forsigtigt og med respekt for den originale version.

De første seks afsnit af Matador bliver sendt i foråret, men DR oplyser ikke, hvornår man planlægger at sende seriens resterende afsnit.

Genudsendelsen af Matador sker samme år, som seriens forfatter Lise Nørgaard fylder 100 år.