Mange fans har spekuleret i årevis. Og nu bekræfter Disney det i en video på Facebook. Alle Pixar-film hænger sammen.

Videoen er delt på Toy Story Facebook-siden. Og her viser Disney tydeligt, at flere ting i Pixar-filmene bestemt ikke er overladt til tilfældighederne.

Videoen viser små klip fra mange forskellige Pixar-film og viser præcist, hvor de små hentydninger, det Disney kalder 'Easter Eggs', gemmer sig.

Et eksempel på en hentydning er, at der i videoen vises et klip fra den populære film 'Find Nemo'. Herefter viser Disney, hvordan den lille mørkhårede pige, Bøh fra 'Monsters Inc.', giver en fisk - der er identisk med Nemo - til et af monstrene.

Videoen viser dog langt fra alle hentydninger i Pixar-filmene, men en del film medvirker. Blandt andet viser Disney, hvordan der i 'De Utrolige' er en forbindelse til 'Find Nemo', og at der er i 'Toy Story 2' er en sammenhæng med 'Græsrødderne.'

Også film som 'Ratatouille,' 'Biler,' og 'Wall-E' medvirker i klippet, der i skrivende stund er blevet set mere end 2,6 millioner gange og delt knap 38.000 gange.

Til klippet er der også kommet mere end 10.000 kommentarer, hvor mange skriver, at der er adskillige hentydninger, de aldrig har opdaget selv.

Det er ikke første gang, det bliver afsløret, at der er en sammenhæng i animerede film. Aladdins magiske tæppe er med i 'Skønheden og udyret', mens Scar fra 'Løvernes Konge' er med i 'Hercules' som en pels.

En af instruktørerne bag Disney-successen 'Frost', Chris Buck, har også tidligere afsløret, at der i denne film gemmer sig en anden Disney-klassiker i kulissen. Han bekræftede en teori, som mange Disney-fans verden over havde spekuleret i, nemlig at Anna og Elsa fra 'Frost' har en yngre bror - Tarzan.

Og det er der en særlig grund til. I 'Frost' er der umiddelbart tale om en sand tragedie, da deres forældre under en sejltur bliver ramt af et voldsomt uvejr, efterlader de to unge piger forældreløse.

Her har en teori blandt fans været, at forældrene slet ikke dør. I stedet har moren været hemmeligt gravid, og derfor lykkedes det for dem at komme på land fra det synkende skib.

Her lykkedes det for dem at bygge et træhus, inden de blev brutalt myrdet, og Tarzan måtte vokse op blandt junglens dyr.