**** (fire stjerner)

Navnene på persongalleriet peger tydeligt i retning af, at målgruppen til den norske »Den lille grå traktor Fergie« er små børn, der endnu ikke går i skole. Gokke (en opfindertype), Grynet (en teenagepige) og Gammelfar (gårdens ejer) udgør persongalleriet på den gård på landet, hvor bydrengen Gustav søger ly for kedsomheden i sommerferien. Og her er filmens titelperson, Fergie – den levende gamle traktor med de store øjne – også med som stille dyttende observatør.

Universet er meget enkelt og mere forståeligt, end jeg har set det i mange lignende danske familiefilm, hvor man ikke kan dy sig for at lægge moderne drejninger ind midt i retroidyllen. Budskaberne er lette at forstå for de små og filmen tilpas fjollet til, at de voksne vil trække på smilebåndet og kan undgå at falde i søvn.

Traktoren er livagtigt animeret ind i det enkle og klart designede univers med danske stemmer, hvor det eneste, der er sparet på, er statisterne til det store afsluttende norske bondemarked, hvor de helt rigtige vinder præmierne.