Søren 'smed' Holm har været en særdeles eftertragtet herre siden sin deltagelse i DR-serien 'Rigtige mænd'. Men nu vælger den store mand fra Norddjurs at trække sig tilbage fra rampelyset.

På torsdag holder han endnu et foredrag om sit liv, sin tv-optræden og sin personlige oplevelse af, hvad der sker med én, når man fra den ene dag til den anden bliver et kendt ansigt og en efterspurgt herre i hele Danmark. Men foredraget i Assens, hvor han voksede op, bliver nok det sidste, fortæller Søren Holm til Randers Amtsavis.

»Jeg kan mærke, at jeg har brændt mit lys i begge ender. Jeg fik nyt arbejde sidste sommer, og det har jeg passet om dagen, hvorefter jeg er taget ud for at holde foredrag om aftenen. Og det er sgu for hårdt. Det er ikke det liv, jeg ønsker,« siger Søren Holm til avisen.

Søren 'smed' Holm og de fire andre jyske håndværkere med hang til bajere og wienerbrød tog hele Danmark med storm, da de i starten af sidste år tonede frem på skærmen i DR-serien 'Rigtige mænd'. Seerne elskede simpelthen de granvoksne, sjove og hudløst ærlige mandfolk, som kom på deres livs prøve, da de skulle træne sig op til at gennemføre en off-road triatlon.

DR valgte at følge op på seermagneten med yderligere fire programmer om de fem gæve håndværkere i november under titlen 'Rigtige mænd - hvad nu?'

Men Søren 'smed' Holm har haft svært ved at holde den sunde linje, siden tv-kameraerne blev slukket, og det skyldes i høj grad, at han har været så meget på farten med mange foredrag om aftenen og fuldtidsarbejde om dagen. Det har fået kiloene til at sætte sig på sidebenene igen, og den glade smed erkender overfor Randers Amtsavis, at 'lige nu sejler mit liv'.

Så sent som i november fortalte Søren 'smed' Holm ellers i et stort og åbenhjertigt interview med BT, at han var klar til at gå på jagt efter kærligheden igen efter at have haft fuld fokus på at ændre sit liv og få en sundere livsstil.

»Når jeg kommer hjem fra arbejde, kan jeg godt mærke, at så mangler der lige én af dele hverdagen med. Én at komme hjem til, som man kan vende et par ord med om, hvordan dagen er gået,« afslørede han over for BT.

Søren Holm har datteren Kathrine sammen med sin eks-kæreste.