Landmanden Ole Andersen var om nogen trækplasteret i TV 2-programmet 'Landmand søger kærlighed'. Den swinger-glade landmand fandt efter nogen dramatik på gården sammen med Gitte Dahl, og nu løfter de sløret for, hvordan det er gået siden kameraerne blev slukket for tre måneder siden.

»Jeg synes, det går rigtig godt. Vi har det godt sammen, så det er superskønt,« siger Gitte til Metroxpress.

Også Ole Andersen giver udtryk for, at det svinger for parret, der hurtigt fandt hinanden i 'Landmand søger kærlighed'.

Det har dog ikke kun været en dans på roser, siden Gitte flyttede ind på Ole Andersens gård i Kolding for et halvt år siden.

Mens kameraerne snurrede fortalte landmanden åbent, at han gik på swingerklub, men det kunne Gitte Dahl ikke acceptere. I 'Landmand søger kærlighed' slog hun i utvetydige vendinger fast, at hun kun ville give forholdet en chance, hvis Ole Andersen én gang for alle droppede swinger-livet.

Ikke desto mindre har Ole Andersen haft svært ved at lægge det helt på hylden, nu hvor han er kommet i et fast forhold.

»Vi har været nede ved et par af dem, og jeg hyggede mig da, men Gitte følte sig ikke godt tilpas. Det dur vist ikke rigtig,« siger Ole Andersen til TV 2.

Artiklen fortsætter under billedet

Der blev udveklset søde kærlighedserkæringer i dobbeltsengen, da Ole Andersen og daten Gitte var på romantisk weekend i Gråsten under tiende og sidste afsnit af 'Landmand søger kærlighed'.
Der blev udveklset søde kærlighedserkæringer i dobbeltsengen, da Ole Andersen og daten Gitte var på romantisk weekend i Gråsten under tiende og sidste afsnit af 'Landmand søger kærlighed'.
Vis mere

Den sønderjyske landmand blev genstand for massiv medieopmærksomhed og en decideret shitstorm på de sociale medier, fordi han gik på swingerklubber, mens han forsøgte at finde kærligheden i programmet.

Men kærligheden holdt, og Ole har til BT fortalt, at han har droppet swingerklubbesøgene, fordi han satser alt på forholdet til Gitte Dahl.

»Men det har været hårdt at stoppe fra den ene dag til den anden,« erkendte Ole Andersen.

De bor stadig sammen på Ole Andersens gård, som Gitte Dahl har givet noget af en make-over. Hun fortæller til Metroxpress, at hun har fået sat sit præg på både stuen, køkkenet og forgangen, men at hun stadig langt fra er tilfreds med indretningen. 

'Landmand søger kærlighed' blev en kæmpe seer-succes for TV 2. I gennemsnit fulgte over 600.000 danskere hver uge med i de fem landmænds bestræbelser på at finde den store kærlighed.

Til Gitte Dahls store begejstring modtog Ole Andersen juryens særpris ved Reality Awards.