Martin Degn Vendelbo blev danmarksberømt, da han var med i den anden udgave af Robinson i 1999. På både godt og ondt. I et stort interview med BT fortæller den 43-årige vejlenser om turen gennem mediemøllen, voksenmobning, de store oplevelser – og hvor han er henne i livet i dag, 17 år efter at danskerne kom på fornavn med ham.

Når den nye sæson af Robinson skydes i gang mandag aften kl. 20 er ingen i tvivl om, at deltagerne tænker taktisk, laver alliancer mod hinanden – og bryder dem, hvis de finder det opportunt. Det er jo spillets regler i et reality-program.

Men sådan så folk ikke på det i 1999, hvor reality-genren stadig var helt ny her i Danmark. Som den første deltager indrømmede Martin Degn Vendelbo åbent, at han ’spillede spillet’ og tænkte taktisk, når stemmerne skulle placeres på ørådene – og det faldt mange for brystet og gjorde ham til en af Robinsons skurke i mange danskeres øjne. Og i mediernes.

Voksenmobning

Se og Hørs daværende chefredaktør Peter Salskov opfandt ifølge Martin Degn Vendelbo øgenavnet ’Hade-Martin’. Det blev slået stort op på et af ugebladets forsider, mens programmet kørte. Siden har øgenavnet klæbet til Martin Degn Vendelbo, og selv 17 år senere popper det stadig op, når der skrives eller tales om den tidligere Robinson-deltager. Og det undrer Martin Degn Vendelbo.

»Det er decideret voksenmobning, og jeg kan godt undre mig over, at chefredaktører, journalister og almindelige mennesker går med på den galej og bruger det øgenavn fuldstændig ukritisk,« siger Martin Degn Vendelbo til BT.

»Jeg synes ærlig talt, det siger mere om dem, som har brugt øgenavnet, end det siger om mig,« tilføjer han.

Han undrer sig stadig over, at medierne gav ham og mange af de andre Robinson-deltagere lidet flatterende øgenavne, som alene baserede sig på, hvordan de fremstod i reality-programmet.

»Jeg fik jo det øgenavn på baggrund af den karakter, jeg kom til at spille i et reality-program. Jeg havde jo ingen indflydelse på, hvordan det blev klippet sammen. Den karakter, jeg kom til at være, er jo slet ikke den person, jeg er i virkeligheden,« siger Martin Degn Vendelbo.

Især i tiden lige efter sin første Robinson-deltagelse i 1999 oplevede Martin Degn Vendelbo, at almindelige mennesker så skævt til ham. Sågar fik han under en jobsamtale at vide, at interviewerens kone ’ikke brød sig om ham’ – på baggrund af det billede af ’Hade-Martin’, der var skabt af ham i medierne.

»Jeg er ærgerlig over, at øgenavnet ’Hade-Martin’ kom til at hænge ved. Det var et prædikat, som satte mig i bås og gav folk en forudindtaget holdning om, hvem jeg er som person. Folk, der kender mig, kan jo slet ikke genkende det billede, som øgenavnet giver af mig,« siger Martin Degn Vendelbo, som også deltog i Robinson-dysten ’Det endelige opgør’ i 2002.

Egen virksomhed

I dag kører den 43-årige tidligere Robinson-deltagers liv på skinner. Martin Degn Vendelbo stiftede sit eget firma, Appcago, som er en app til industrivirksomheder i 2014.

»Jeg har selv konceptudviklet, idéudviklet og lavet alle koderne i app’en,« siger Martin Degn Vendelbo, som er uddannet web-designer og mestrer otte forskellige programmeringssprog.

Nu arbejder han på højtryk for at gøre Appcago til en succes – ikke bare herhjemme, men også internationalt. Blandt andet har han fået en professionel bestyrelse bag sig.

Martin Vendelbo blev gift med Terese Vendelbo Degn for seks år siden, og parret er i dag forældre til Oliver på seks år og fire-årige Bianca.

»Oliver er lige startet i første klasse og er pivstolt af det. Det er jeg selvfølgelig også,« siger Martin Degn Vendelbo, som netop har fået den glædelige nyhed at han og Terese venter sig deres tredje barn til januar.

Familien har slået sig ned i en villa i Bredballe ved Vejle Fjord, hvor der er udsigt over markerne, skoven og vandet. Med et glimt i øjet kalder Martin Degn Vendelbo det selv områdets svar på Hellerup.

Overvejer at blive politisk aktiv

På Facebook har den tidligere Robinson-deltager ved flere lejligheder opfordret folk til at give De Nye Borgerlige en stemmeerklæring, og det er ikke uden grund.

»Jeg er ikke medlem af partiet, men kunne godt finde på at blive det,« siger Martin Degn Vendelbo, som godt kan lide partiets formand Pernille Vermund og hendes måde at sige tingene på uden omsvøb.

Han erklærer sig enig med De Nye Borgerlige på mange punkter – og det gælder også partiets hårde udlændingepolitik.

»Der er nogen i vores samfund, som tror, at religiøse love står over landets lov, og det er et problem. For det kan føre til et samfund med selvtægt og manglende respekt for lov og orden. Vi er slet ikke nået dertil endnu, men jeg føler faktisk, at vi er på vej derhen. Jeg synes, De Nye Borgerlige går ind til roden af problemet i stedet for at lave lappeløsninger,« siger han og understreger, at der efter hans mening skal være plads til alle kulturer og religioner i Danmark – så længe man tilpasser sig danske normer og regler.

Ser stadig sine Robinson-venner

Selvom Robinson ikke længere fylder så meget i Martin Degn Vendelbos liv, mødes han stadig med deltagerne fra 1999 og 2002 på den årlige Robinson-fest i København. Han er venner med flere af dem på Facebook og følger ad den vej med i deres gøren og laden. Et af de andre kendte ansigter fra dengang mødes han stadig med fra tid til anden.

»Jeg er stadig ven med Janne Arusi, men vi ses ikke så ofte som før. Men når vi mødes, går snakken, som var det kun et par dage siden, vi sidst havde set hinanden,« siger Martin Degn Vendelbo.

Selvom han gerne havde været det øgenavn, han fik påklistret, foruden, tænker Martin Vendelbo tilbage på sine to deltagelser i reality-programmet med glæde.

»Jeg husker det som to fantastiske og berigende oplevelser,« slutter Martin Degn Vendelbo, som stadig bliver genkendt på gader og stræder og spurgt om, hvordan det var at være med i Robinson af nysgerrige danskere.