55-årige Maggie Wheeler, der havde rollen som Janice i hit-serien 'Venner', fortæller, hvordan det kendte Janice-grin blev til

»Oh. My. God.«

En replik, de fleste, der har set 'Venner', nok husker. Den kommer fra Janice, kvinden der var on-and-off-kærester med Chandler, spillet af Matthew Perry. Og det var ikke kun den famøse replik, der kendetegnede Janice. Selvom Maggie Wheeler ikke havde en af de seks hovedroller, var ’Janice’ alligevel en genganger i adskillige sæsoner - med et grin, der ofte fik de seks venner til at krumme tæer.

Hun havde nemlig et meget specielt nasalt grin. Mange seere har sågar troet, at det var sådan, skuespilleren også lød i virkeligheden.
I et interview med ITV's This Morning fortæller den nu 55-årige Maggie Wheeler, der spillede Janice, hvordan grinet blev til.

Artiklen fortsætter under billedet

Den i dag 55-årige Maggie Wheeler spillede gennem 10 sæsoner rollen som Janice i tv-serien 'Venner'.
Den i dag 55-årige Maggie Wheeler spillede gennem 10 sæsoner rollen som Janice i tv-serien 'Venner'.
Vis mere

Om det noget specielle grin siger Maggie Wheeler selv:

»Grinet opstod under en af de første prøver. Jeg var nødt til at finde en måde at grine på, fordi Matthew Perry er så sjov at arbejde sammen med. Da jeg begyndte at arbejde med ham, vidste jeg med det samme, at han ville få mig til at grine,« fortæller hun og tilføjer, at hun opfandt Janice-grinet som sikkerhedsnet, når Matthew Perry fik hende til at grine.

Maggie Wheeler fortæller også, at hun er overrasket over, at Janice blev så populær. Oprindeligt skulle hun kun have medvirket i en enkelt episode, men forfatterne bag serien blev ved med at lade Janice vende tilbage gennem de 10 sæsoner.

Det er mere end 20 år siden, at tv-serien 'Venner' første gang løb over skærmen. Den blev indspillet fra 1994-2004. Serien følger seks hovedpersoner, der bor i New York. Der er i alt 236 afsnit fordelt over 10 sæsoner, og handlingen udspiller sig ofte enten på deres stamcafé Central Perk, eller i en af vennernes lejligheder.