Bennys legendariske bil fra de udødelige Olsen-banden-film er klar til at rulle ud på de danske veje. Det har krævet blod, sved og en god slat penge. Sidste efterår fandt Olsen-banden-fan og mekaniker Kasper Christensen den bil, han havde ledt efter i flere år: Bennys bil fra Olsen-banden-filmene. Det skriver dr.dk.

Bilen havde - som bil betragtet stort ingen værdi - men som det kulturklenodie, Bennys legendariske Chevrolet Bel Air 1959 er, måtte Kasper Christensen lægge 200.000 kroner for bilen, som han købte af en privat mand et sted i Jylland.

Siden har Kasper Christensen sammen med en af sine fire brødre brugt 700-800 arbejdstimer og omkring 150.000 kroner på at få gjort bilen køreklar. Pengene er blandt andet kommet ind gennem donationer fra bil- og filmentusiaster og ved at sælge ud af små dele fra bilen, han ikke skulle bruge, skriver DR.dk.

Alle dele på bilen er originale undtaget den ene forskærm, og Kasper Christensen har været nødt til at importere skruer og bolte fra USA.

Kasper Christensen fortalte sidste år til Ekstra Bladet, at han i de sidste 10-15 år har set mindst en Olsen-banden-film hver dag, og at han kan alle filmene forfra, bagfra og fra siden, som han sagde til Ekstra Bladet.

Hans største drøm var at sætte sig bag rattet i Bennys slæde. Og i dag skete det så, da bilen gik gennem syn uden anmærkninger. Hans fire brødre og datter er selvskrevet til jomfruturen, sagde han til Ekstra Bladet:

»Vi tager ud sammen. Så er vi Egon, Benny, Keld, Bøffen, Dynamit-Harry og Yvonne«

Morten Grunwald har ifølge Kasper Christensen takkket ja til at få en tur i Bennys gamle slæde.