Et elektrisk - og ikke helt tidssvarende - hegn i traileren til den 170 millioner kroner dyre drama-serie, 1864, er blevet genstand for drillerier på nettet.

15 sølle sekunder. Så kort tid skulle der gå af traileren til den stort anlagte og rekorddyre DR-serie '1864', før en pinlig, historisk fejl toner frem på skærmen.

Traileren, som DR har lagt på YouTube, begynder ellers lovende. Storladne strygere sætter stemningen, mens billederne af et smukt sommerlandskab og dansende børn løber over skærmen. Klip. To drenge springer frejdigt ned af en skråning til en indhegnet græseng - men hov, er det ikke et moderne elektrisk elhegn der i baggrunden?

Sådan spørger flere YouTube-brugere i kommentarfeltet til videoen. Brugeren 'Gene Cage' skriver:

- Mangler lige at få det el-hegn ved 0:16 redigeret væk, hehe. Måske også lige sproget, så det passer til tiden. Småting, tja, men nu de har ofret så meget på det, er det da lidt synd at sjusk ødelægger detaljen.

Brugeren 'APSkou' undrer sig også:

- 0:15 fandtes der elhegn i 1864? Dum fejl for en serie der indtil videre har kostet 173 millioner, skriver han i en seks måneder gammel kommentar.

Og det spørgsmål opfanger DR. De erkender kort tid efter fejlen i en kommentar under brugernavnet 'DR (Danmarks Radio)':

- Der er ikke lavet post produktion på alt endnu. Den slags kan jo fjernes digitalt, så mon ikke el-hegnet er væk inden den går i luften i efteråret. Men tak fordi i er så opmærksomme. Jeg sørger for at observationen kommer videre. /Carsten, skriver DR (Danmarks Radio), der også er det brugernavn, der har lagt traileren på YouTube.

Også museumsinspektør på Dansk Landbrugsmuseum, Irene Hellvik, fatter mistanke til hegnet.

- Det ser umiddelbart lidt for moderne ud, siger Irene Hellvik efter at have studeret klippet.

Hun forklarer, at elektriske hegn, som vi kender dem i dag, først kom til Danmark fra USA i 1925. Siden år 1900 og indtil 1. verdenskrig brugte de danske landmænd pigtråd til at indhegne deres kreaturer.

Den pinlige elhegnsfejl i traileren er resultatet af et langsommeligt digitalt efterarbejde, forklarer Jonas Allen, producent hos Miso Film, der står bag 1864.

- Årsagen til, at el-hegnet er med, er, at promoen (traileren, red.) er klippet inden det digitale effektarbejde gik i gang. Promoen er klippet meget tidligt i processen og var i første omgang til brug over for projektets samarbejdspartnere, skriver Jonas Allen i en mail til BT.

1864 har premiere den 12. oktober.