Selvom han er tilbage på gaden som fast sælger af Hus Forbi, betyder det ikke, at 42-årige Henrik Søndergaard Pedersen har opgivet livet og drømmen om en lys fremtid.

Det fortæller han til bt.dk

- På kort sigt håber jeg på, at jeg snart har tjent nok penge til at besøge min søn Asbjørn i Jylland. Ham har jeg ikke set, siden tv-optagelserne gik i gang. Der har været for mange ting, jeg har skullet, så jeg har hverken haft tid, råd eller overskud til at tage over og se ham. Og det er jeg lidt ked af, siger Henrik.

Henrik Søndergaard Pedersen blev i slutningen af september kendt som Hjemløse Henrik efter at have medvirket i tv-programmet 'Mit Publikum' på DR. Her skulle 30 publikummer hjælpe ham på rette spor, hvilket resulterede i, at Henrik både sagde ja til en lejlighed i Helsingør og jobtræning hos sin gamle arbejdsgiver. Men her tre uger efter er han altså tilbage på gaden som fuldtidssælger af Hus Forbi.

Det betyder ikke, at han ikke har visioner for fremtiden. Selvom han på længere sigt er uafklaret med, hvad han gerne vil prøve kræfter med, vil han i første omgang satse på at tage nogle enkelte fag på HF, så han også kan blive ved med at beholde sin lejlighed i Helsingør.

- Dansk vil i hvert fald være et af fagene. Jeg har gået på pædagogseminariet, hvilket ikke fungerede, specielt fordi jeg endnu ikke har lært, hvordan man skriver en opgave. Jeg har skrevet en engelsk stil til afgangseksamen i 10. klasse for mange år siden. Men det kan man jo ikke bruge til så meget, siger Henrik.

En ting er dog sikkert. Han skal ikke tilbage til sin gamle chef, Niels Thorsted, på maskinfabrikken.

- For det første vil jeg ikke blive ved med at koste ham penge, og for det andet vil jeg ikke risikere at gå sådan ned med flaget igen. Vi skiltes som gode venner, og jeg vil gerne have, at jeg stadigvæk kan komme derud og snakke med ham og mine tidligere kollegaer, uden at jeg skal gå rundt med en følelse af at have svigtet dem, siger Henrik.