Historiker og forfatter til ”1864 – en guide i krigens fodspor” anmelder 1864. Her bringer vi hans samlede vurdering af serien, som han vurderer til to ud af seks kanoner.

Efter 8 uger er det nu definitivt slut med Bornedals frie, dramatiske filmfortælling om 1864. Søndag efter søndag har man kunnet følge det ene drama efter det andet – vævet sammen på kryds og tværs. Sine steder fascinerende, gribende, rystende – andre gange fremkaldte den dyb, dyb undren og hovedrysten.

Det dramaturgiske og billedfortællingen mestrer Bornedal som få andre. Men at omkring 50 pct. af seerne er stået af undervejs giver sandelig også stof til eftertanke.

Givet er det, at forventningerne har været for høje for mange af seerne. Så har skuffelsen overtaget remote-kontrollen. Bornedal meldte ud, at hans film ikke var en dokumentarfilm. Men da han fra tid til anden undervejs lægger sig umådelig tæt op ad det historisk korrekte, ja, så virker hans understregelse af, at han er gået sine helt egne veje, nærmest som en indbygget kattelem. Skulle han blive taget i historiske fodfejl – ja, så kunne – og blev – kattelemmen omgående flugtvejen.

Med hele sit team til research – med Danmarkshistoriens måske mest beskrevne krig - ja, virker det ganske enkelt helt uforståeligt, at hængslerne til kattelemmen er slidt totalt væk.

Hvordan Bornedal gang på gang kan komme så umådelig galt af sted med de historiske scener, hvordan han i den grad kan fejlfortolke personerne på den historiske scene, det får vi nok aldrig et ærligt svar på.

Men DR må sidde tilbage med en underlig smag i munden. Det er jo her, man har sat Bornedal til bestillingen. Men også her man nu henholder sig til armslængdeprincippet: han skulle have sin fuldstændige kunstneriske frihed til at fortælle, som han ville. Prisværdigt i sig selv. Men når det drejer sig om vor histories mest traumatiske nederlag – takket være blandt andet politikernes utrolige evne til at fejltolke den internationale situation og sammen med en stor del af befolkningen jokken godt og grundigt i samtlige spinatbede – ja – så burde man have stillet en række simple krav.

1864 var meget andet end lige netop stormen på Dybbøl den 18. april. Hvor var de blodige kampe på Als efter invasionen den 29. juni? Hvor var rømningen af fæstningen Fredericia? Hvor var de afgørende forhandlinger i London, hvor grænsen kunne være blevet placeret stort set, hvor den ligger i dag?

Hvor ser vi, hvad vi mister?

2/5 del af befolkningen – og stort set det samme landområde.

Nu blev vi reduceret til en lille ubetydelig national stat på 39.000 km2. Med 1.7 millioner indbyggere. Ved indgangen til 1800-tallet havde vi været en modspiller, man i den grad måtte lade indgå i sine kalkuler.

Det var definitivt slut nu.

Den del af ungdommen, der har fulgt hele serien, sidder tilbage med ubrugelig viden. Som vel stort set alle andre, der nu tror, de har fået ”historien”. Det kan ikke være mere fejlagtigt – mere smertefuldt.

Som nu den sidste scene med den ”afgåede” – læs fyrede - statsminister Monrad. Han fører sig frem som en tosse i spændetrøje, bjæffende - slående om sig til alle sider. Netop den scene – med en af datidens mest begavede politikere – siger måske det hele om tv-serien: glimtvis begavet – ellers ravende sanseløst rundt i uvidenhedens totale mørke.

Det skylder DR absolut ikke seerne.

Tværtimod.


Læs også meget gerne BTs anmelders anmeldelse. Og deltag i debatten herunder om, hvem du er mest enig med - og hvorfor?