Historiker og forfatter til '1864 - En guide i krigens fodspor’ Erik Ingemann Sørensen anmelder 1864 med de historiske briller for BT og giver serien op til seks kanoner.
Ingen tvivl om, at Ole Bornedal har lov til at digte frit. Men med én altafgørende undtagelse: Han kan ikke tillade sig at lave om på den historiske virkelighed.
De to preussiske officerer, der overbringer Wrangels 'krigserklæring' til de Meza, ankommer til 'Prinsens palæ' i Slesvig. Det er historisk korrekt. Men at lade dem ankomme den 15. januar 1864 – milde himmel – da var det hele jo slet ikke begyndt. De ankommer den 31. januar til palæet, Da de kommer frem til de Meza præsenterer de sig som, Major Schell, og Kapitän Stiegel. Den ene var imidlertid Major von Stiehle – den anden var kaptajn von Gottberg. Hvorfor dog lave om på både dato og navne?
Og så siger de Meza afsluttende – på forespørgselen om han har et svar: ”Gewiss – Sie können jetzt gehen”. De Meza brugte imidlertid et par timer på at formulere sit svar.
Svaret var isnende koldt. Det blev en blank afvisning. Hele dette – meget afgørende spil – springes der let og elegant hen over.
Derfor oplever vi heller ikke, at kaptajn von Gottberg har rigelig tid til at lave en tegning af de Meza. Med muffe og tophue.
Og hvis de er der allerede den 15. januar, hvordan kan Johanne Louise Heiberg så optræde på Det kongelige Teater samme aften i rollen som Macbeths hustru? Den aften, hvor forestillingen dramatisk afbrydes, for at Fru Heiberg kan fortælle, vi er i krig, spillede man Henrik Herz. Men Monrad skulle jo have blod på hænderne. Netop dét er Bornedals tilsyneladende martrende mantra. Men for at få dét frem må han altså begå alvorlig vold på den historiske virkelighed.
Frederik den 7.’s falden ned i 'sagosuppen'. Uha. Han var til et af de sædvanlige drukgilder i 'Borgerforeningen' i Flensborg. Blev hamrende beruset og faldt ned fra stolen. Og han sang ikke på dødslejet. Det kræver nu også sit. I stedet hørte man ham råbe: 'Nu kommer de - Fald ned'.
Det præcise er der dog glimtvis. Scenen med kardæskens grufulde virkning - ja, det er krigens rå og blodige virkelighed.
H.C. Andersen, der jo elskede at indkvartere sig - gratis - rundt om på herregårdene, optræder narcissistisk på herregården på Fyn med sit eventyr om 'Den standhaftige tinsoldat'. Ifølge hans dagbog, ja, så opholdt han sig netop denne dag i København. Og gik i teatret.
Også her går det rivende galt for Bornedal. Men den historiske virkelighed – den kan der altså ikke laves om på.
