'Now You See Me' er suveræn og solid underholdning

Trods talrige lunkne anmeldelser er den ame- rikanske trylleri-thriller ’Now You See Me’ allerede et kæmpehit i resten af verden. Og det er der god grund til.

Trods et væld af filmstjerner (fra Morgan Freeman til Jesse Eisenberg) og nogle seriøst flotte special effekter er det nemlig den magiske historie, der skinner klarest. Og det er længe side, jeg har været så nervøs for at gå glip af noget, når jeg smuttede ud efter ekstra popkorn og cola.

En ukendt person samler fire småforbryderiske tryllekunstnere fra vidt forskellige hjørner af USA. Han/hun giver dem materiale til et trylleshow, der overgår alt det, verden før har set.

Og da ’The Four Horsemen’, som det magiske firekløver nu kalder sig, begynder at dele (stjålne) millionformuer ud til deres gigantiske og glamourøse forestillinger, går både presse, politi og tilskuere selvfølgelig i selvsving.

Rigtig trylleri?

Tilsyneladende kan J. Daniel (Eisenberg), Henley (Isla Fisher), Jack (Dave Franco) og gruppens vildmand Merritt (Woody Harrelson) transportere udvalgte publikummer til en armeret bankboks i Paris og tilbage til Las Vegas på sekunder.

Og sponsoreret af rigmanden Arthur Tressler (Michael Caine), forfulgt af FBI-agent Dylan Rhodes (Mark Ruffalo) og studeret af den proffesionelle skeptiker Thaddeus Bradley (Morgan Freeman) er de fire magikere på én gang superstjerner og superforbrydere - som fire moderne Robin Hood’er.

Men i ’Now You See Me’ er intet, som det ser ud.

Fokus og finurligheder

Bag den tilsyneladende magiske virkelighed, gemmer der sig en endnu mere dramatisk historie om bedrag, svig og dyb, dyb familiekærlighed.

Skurke bliver til helte - og omvendt.

Og ligesom det gælder under trylleshowet, sker det mest magiske i dét splittede sekund, hvor vi som tilskuere kigger væk.

’Now You See Me’ kunne have været endt som noget værre vrøvl. Men heldigvis holder filmens franske instruktør, Louis Leterrier (The Transporter), tøjlerne stramt. Han tager både historien og publikum alvorligt. Men samtidig slipper han kærkommen humor ind på lærredet, når lejligheden byder sig.

Og mens Eisenberg, Harrelson og kompagni udnytter deres dynamiske modsætninger, så forfalder de aldrig til klovneri. Og det er denne vigtige balancegang, der gør filmen så seværdig.

'Now You See Me': Thriller, USA 2013: Fem stjerner