Andet afsnit af DR's storsatsende serie '1864' rullede søndag aften over skærmen. Anmelderne er dog stadig uenige om seriens kvalitet.
BT var sidste søndag ude og give fem stjerner for første afsnit af '1864'. I denne uge er Niels Lind Larsen knap så begejstret, men andet afsnit formår alligevel at få fire stjerner. Han synes, at debatten om historiske fakta overskygger skønheden ved Ole Bornedals dyre serie.
Det er dog meget forskelligt, hvordan medierne har modtaget andet afsnit af '1864'. Politiken har endnu ikke lagt deres anmeldelse af andet afsnit på nettet, men her kommer et udpluk af, hvad andre medier skriver:
Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch giver afsnittet to stjerner.
Ole Bornedal har allerede modtaget en del knubs for kæmpesatsningen ’1864’. De har dog mest været af ideologisk art eller er gået på beskyldninger om nepotisme fordi han har hyret sin egen kone og børn til flere roller.
De færreste har dog hæftet sig ved det egentlige problem: at den ikke er særlig god. Efter første afsnit var det stadig muligt at lade tvivlen komme den anklagede til gode, men efter nu at have tilbragt næsten to timer sammen med Peter, Laust og alle de andre, må man konstatere, at piben skal have en væsentlig anden lyd fremover, hvis den skal snige sig op på bare en middelkarakter.
Berlingskes anmelder Jesper Eising giver afsnittet tre stjerner.
I 2014 sker der til gengæld ikke meget. Lidt småskænderi frem og tilbage mellem rebellen Claudia (Sarah Sofie Boussnina) og den aldrende baron Severin (Bent Mejding), før hun finder Inges dagbog og begynder at læse op af den. Endnu virker denne del af TV-serien som et distraherende påhæng.
Når Bornedal alligevel formår at holde nogenlunde sammen på løjerne og trække tre små stjerner hjem, skyldes det ikke mindst dramaets følelsesmæssige kerne, som ligger hos brødrene Peter og Laust.
Jyllands-Postens anmelder Nanna Frank Rasmussen giver afsnittet tre stjerner.
Drenge bliver til unge mænd med kødelige lyster, krigen trænger sig på, men der trædes endnu en gang vande i den svært uengagerende ”1864”.
I den indledende voice over bliver der sagt: »Som i alle erindringer skinnede solen altid, og der var kun få skygger.« Som vi ved, var alting jo bedre i de gode gamle dage, og i dette pastelpositive skær træder vores minder gerne ganske unuancerede frem. Det gode var rigtigt godt, det dårlige virkeligt slemt. Måske kan vi kun huske endimensionelt.
Hvis dét er instruktør Ole Bornedals pointe, hamrer han det eftertrykkeligt fast med sin egen fortællestemme, der har usandsynligt svært ved at grave dybt og efterlade mere end de mest overfladiske beskrivelser af mennesket anno 1864.
