Jeremy Clarkson har fået nyt job.

Tv-værten Jeremy Clarkson blev suspenderet fra jobbet som vært på det populære bil-program 'Top Gear', efter han i marts gik til angreb på showets produceren Oisin Tymon og slog ham i ansigtet.

Trods massive protester endte han med at blive fyret fra programmet, og siden har BBC fundet hans afløser, den 49-årige tv- og radiovært Chris Evans.

Men den 55-årige vært nåede ikke at være arbejdsløs længe. Han har netop afsløret på Twitter, at han har underskrevet en aftale med Amazon Video sammen med hans to tidligere medværter Richard Hammond og James May.

»Kunderne har fortalt os, at de ville have holdet tilbage på skærmen, og vi er begejstrede for at få det til at ske,« lyder det fra chefen for Amazon Prime Video EU, Jay Marine ifølge The Guardian.

Showet bliver sendt på Amazons streamingtjeneste i 2016.