Har du opdaget nogle?

Advarsel: Læs ikke videre, hvis du endnu ikke vil have afsløret plottet i Forbrydelsen 3!

Urealistisk politiarbejde, tøj der ikke kan blive vådt, og medicinske begreber, som ikke eksisterer. I film og tv-serier er der flere forskellige typer fejl, der kan snige sig ind. Nogle kommer af dramatiske hensyn, nogle er resultater af klipning og endnu andre er slet og ret faktuelle fejl.

På alle tre sæsoner af Forbrydelsen har tidligere drabschef Ove Dahl været tilknyttet som konsulent for at rådgive holdet bag dramaserien om politiarbejde. For producenterne gælder det om at finde den rigtige balance mellem realismen og dramatikken. Og, som Ove Dahl selv siger, så har holdet bag Forbrydelsen nogle gange rettet sig efter hans faglige indspark og andre gange valgt at dramatisere politiarbejdet.

- Jeg har været med på alle tre sæsoner, hvor jeg på politidelen har givet mit besyv med undervejs. Noget har man rettet sig efter, og noget har man ikke rettet sig efter, fordi man kan jo ikke lave det som i virkeligheden det hele, siger tidligere drabschef Ove Dahl til bt.dk

Pressemøde på Forbrydelsen 3

For eksempel peger Ove Dahl på, at Sarah Lund arbejder alt for meget alene. Sådan ville politiet ikke gøre i virkeligheden. Også udflugten til Norge i det sidste afsnit, hvor Sarah Lund og Mathias Borch tager kidnapperen med for at lede dem til den bortførte Emilie Zeuthen, ville aldrig kunne finde sted i virkeligheden, fortæller Ove Dahl.

- Der er mange ting i Forbrydelsen, som man ikke ville gøre i virkeligheden. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. I fiktionens verden skal der jo være plads til drama, spænding og underholdning. Hvis det bare var virkelighed det hele, ville det være hamrende kedeligt, siger Ove Dahl.

Manden, der ikke kunne blive våd

Men der findes også eksempler på mere åbenlyse fejl i tredje sæson af DRs landeplage.

For eksempel i scenen på flyvepladsen i slutningen af sidste afsnit hvor Sarah Lund skyder Niels Rheinhardt. Her står Mathias Borch i silende regn og foretager et telefonopkald, men tilsyneladende uden at en eneste dråbe vand sætter sig i hans hår eller på hans frakke.

Pressemøde på Forbrydelsen 3

På samme måde, da Borch og Lund sammen med Robert Zeuthen åbner containeren, hvori, de mener, Emilie Zeuthen befinder sig, står der ikke et lægehold klar til at tage sig af pigen, der ellers havde været indespærret i et trykkammer i dagevis ifølge kidnapperen.

Og da Emilie Zeuthen endelig bliver fundet efter mange dages fangenskab, ser hendes hår helt nyvasket og velfriseret ud. Efter så mange dages kidnapning og indespærring kunne man forvente, at hun ville se lidt mere forhutlet ud.

Folketingsvalg på en fredag?

Pressemøde på Forbrydelsen 3

På de sociale medier bliver Forbrydelsen 3 ligeledes debatteret på livet løs. Her peges der også på fejl af mere faktuel karakter.

- I afsnit 9, hvor Zeuthen tager sin pistol i våbenskabet, ligger der også noget Norma-ammunition. I afsnit 10, hvor hans hustru opdager, at pistolen er væk, er dette ændret til Lapua-ammunition, skriver Michael Intile på Forbrydelsens Facebook-side.

- I bliver nødt til at forklare, hvad fostervandsforgiftning er! Som jordemoder kender jeg intet til denne tilstand?, skriver Jytte Gade på Forbrydelsens Facebook-side.

Andre brugere peger også på det usædvanlige i, at folketingsvalget i sidste afsnit afholdes på en fredag. Det er nemlig ikke sket siden 1924, at et folketingsvalg i Danmark er afholdt på en fredag. Siden da har det som oftest været på tirsdage, at valghandlingen er sket.

Deltag i debatten herunder: Hvilke fejl har du opdaget i Forbrydelsen 3?