Deltagerne til DR's nye underholdningsprogram 'Skjulte Stjerner' er netop blevet offentliggjort og blandt andet Johnny Reimar og Anders Blichfeldt er klar.

Til efteråret starter 'Skjulte Stjerner' op på DR1. Her skal kendte musikere optræde sammen med udvalgte ukendte musiktalenter. Dommerpanelet er sløjfet til fordel for seerne, der via en blog skal kommentere og afgøre, hvem der i sidste ende er Danmarks største skjulte stjerne.

LÆS OGSÅ:

På et pressemøde i dag blev de kendte musikere endelig offentliggjort, og der er tale om et stærkt hold, der om fredagen skal konkurrere med 'Vild med dans' om de danske tv-seere.

Her er holdet: Tim Schou fra Melodi Grand Prix bandet 'A Friend in London', Johnny Reimar, Karen, tenoren Magnus Vigilius, Anders Blichfeldt fra 'Big Fat Snake', Clara Sofie, Marie Frank og Uso. Meget forskellige kunstnere der går fra alt fra pop over opera til hip-hop, så der burde være noget for enhver smag.

Seerne med magten


Det bliver med Felix Smith, kendt fra 'Talent' på DR1, som vært, når danskerne og de skjulte stjerner skal guides gennem de i alt syv programmer henover efteråret.

Som noget nyt bliver det seerne, der 100 pct. bestemmer, hvem der skal være Danmarks nye skjulte stjerne, i modsætning til konkurrenten 'Vild med dans', hvor dommerstemmerne tæller for 50 pct. og seerstemmerne ligeledes tæller for 50 pct.

Skjulte stjerner rammer de danske stuer første gang fredag 2. september på DR1.

LÆS OGSÅ: