Titlen er på plads. Rollerne er fordelt. Og optagelserne til de første afsnit er netop gået i gang.

'Bedraget' hedder DRs næste store dramasatsning, der skal lægge gaderne øde og holde danskerne fanget foran skærmen søndag aften.

I seriens 10 afsnit kommer vi til at følge bl.a. Thomas Bo Larsen, Nikolaj Lie Kaas og Esben Smed i nogle af hovedrollerne. Og på listen over biroller finder vi gamle kendinge som Waage Sandø, Line Kruse og Stine Stengade.

Serien havde arbejdstitlen 'Follow the money' og handler om økonomisk kriminalitet. Om hvad der sker med mennesker, når grådighed og ambitioner korrumperer.

- Serien lukker seerne ind i de økonomiske forbryderes komplekse verden. I bankerne, på børsen og i bestyrelseslokalerne. Det er historien om spekulanter, plattenslagere og erhvervsfyster og om de forbrydelser, de begår i jagten på rigdom, skriver DR om serien.

Jeppe Gjervig Gram, der var medforfatter på alle afsnit af Borgen, er hovedforfatter på 'Bedraget', og Per Fly er såkaldt konceptuerende instruktør.

Desværre skal vi vente helt til januar 2016, før 'Bedraget' kommer i fjernsynet. Sendetidspunktet bliver - som altid med DR-dramaerne - klokken 20.00.