For en uge siden fortalte David Letterman, at det snart ville være slut med ham som vært på CBS' Late Night. Siden har der været spekulationer om, hvem den næste vært skulle være, og nu er ventetiden ovre. Stephen Colbert er den nye vært.

Den amerikanske TV-vært David Letterman har i 21 sæsoner sagt 'god aften' til de amerikanske CBS-seere og en hel del på dansk TV på Zulus. Men i 2015 er det slut for David Letterman. Den endelige dato for hvornår Letterman stopper bliver offentliggjort, når de kender sendeplanen.

Men Late Night-programmet fortsætter dog ufortrødent videre på CBS, og de har nu fundet deres nye vært. Det bliver Stephen Colbert, der bliver ny vært. Det skriver CBS på deres hjemmeside.

Colbert brød igennem i 2005 med 'The Colbert Report'. Siden har han vundet tre Emmy'er og flere andre TV-priser. Desuden var Colbert selv vært ved den seneste Emmy-uddeling.



CBS' direktør Leslie Moonves er ikke bange for at bruge store ord om sin nye ansatte.

- Stephen Colbert er en af ​​de mest opfindsomme og respekterede kræfter på tv, siger Moonves.

Samtidig glemmer CBS-direktøren ikke, hvad tv-stationen siger farvel til.

- David Lettermans arv og resultater er en utrolig kilde til stolthed for os alle her, og dagens meddelelse viser vores forpligtigelse til at holde fast i, hvad Letterman etablerede for CBS, siger Moonves.