Den 18-årige Helle Roager, der onsdag aften medvirkede i TV2-dokumentaren ’Donorbørn’ er lykkelig over at have fundet frem til en ukendt halvsøster.

Tv-seere kunne onsdag aften følge Helle Roager i jagten på at finde ud af, om hun mon har nogle halvsøskende. Helle Roager er nemlig barn af en ukendt sæddonor og kender derfor ikke sin far.

I programmet på TV2 så seerne den 18-årige kvinde finde frem til en halvsøster på Facebook. Og siden da har hun sat jagten på flere eventuelle søskende i bero, fortæller hun til tv2.dk.

- Jeg er godt tilfreds med, at jeg har fundet hende, så jeg har ikke behovet for at lede på samme måde længere, siger Helle Roager til tv2.dk og fortæller, at hun jævnligt har kontakt til sin nyfundne halvsøster.

- Det sagde bare klik med det samme, og der har ikke været noget tidspunkt, hvor vi ikke havde noget at snakke om. Det har virkelig været fantastisk, og jeg er så glad for, at jeg har fundet hende, siger hun.

Andet afsnit af dokumentarserien ’Donorbørn’ sendes på TV2 onsdag 12. november.