Kalenderpige, kriminalchef og engelsk dronning - Helen Mirren har spillet lidt af hvert.

Den britiske skuespiller Helen Mirren har altid været ret bramfri omkring sine egne mangler.

»Alt, hvad man behøver at gøre, er at ligne lort på film, og så synes folk, at man er en fremragende skuespiller. Jeg er berømt for at væreafslappet omkring, at jeg ikke ser vidunderlig ud,« har hun sagt, så vi må selv konkludere, at hun også er meget dygtig.

helen mirren 1

Siden 1966 har Mirren spillet 121 roller i film og tv-serier, menførst i 1984, hvor hun vandt prisen for Bedste skuespiller i dramaet ’Cal’,brød hun igennem internationalt. Ellers er hendes generalieblad sådan et, hvor man ustandseligt stopper op og tænker. ’Var hun også med dér?’. Lindsay Andersons ’O Lucky Man!’, ’The Long Good Friday’, John Boormans ’Excalibur’, Peter Weirs ’The Mosquito Coast’, Peter Greenaways ’Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker’, Robert Altmans ’Gosford Park’ og talrige andre gode og markante film.

I 1990erne blev Mirren et endnu mere mainstream navn, da hun debuterede som Jane Tennison i tv-serien ’Mistænkt’ (’Prime Suspect’), der indtil videre er kommet 15 tv-film med.

’Kød sælger’

Det var dog rollen som kalenderpige i ’Calendars Girls’, der vakte mest opsigt, men Helen Mirren har ikke noget imod at optræde nøgen på film. Til undertegnede sagde hun på filmfestivalen i Cannes lige efter verdenspremieren:

»I dag er det lettere for mig at optræde nøgen, end da jeg var yngre. I gamle dage var der for det første kun mænd på filmindspilningerne, og dermed var man pr. definition et sexobjekt. Som lidt ældre forsvinder det motiv, hmm, og derfor er det lettere at vise sig frem uden tøj. Jeg tror aldrig, jeg har taget tøjet af for kunstens skyld, men kød sælger. Sådan er det bare,« sagde slagfærdige Helen Mirren.

Oscars er ’bullshit’

Hun er netop kendt for at være ret uhøjtidelig, og om Oscar-prisen har hun sagt:

»Oscar-kapløbet er creme-de-la-creme af alle bullshitkonkurrencer.«

Men det var, før hun vandt en Oscar for sin rolle i Stephen Frears’ ’The Queen’ (2006). Senere sagde hun:

»I begyndelsen giver man ikke rigtig noget for priser og nomineringer, men når de hober sig op, tænker man alligevel, at nogen måske prøver at fortælle én noget på en pæn måde. Om man vinder eller ikke vinder i forskellige situationer, kan man aldrig forudsige, og der er ingen retfærdighed til på det felt. Egentlig ville jeg helst belønnes for mit arbejde som helhed.«

helen mirren 1

Skuespillerens kaminhylde er tæt på at bryde sammen under vægten af en Oscar, to Golden Globes og hele fem Bafta-statuetter, der er den engelske Oscar. I alt har hun været nomineret til de tre store priser 27 gange, og vi har næppe set det sidste til Mirren i prissammenhæng.

Til næste år spiller hun sladderpressens dronning, Hedda Hopper, i Jay Roachs film om forfatteren Dalton Trumbo, der spilles af Bryan Cranston, kendt fra ’Breaking Bad’.