Sidse Babett Knudsen begejstrede serieskaberne Jonathan Nolan og Lisa Joy under optagelserne til HBOs nye kæmpesatsning “Westworld”.

Hun er allerede verdenskendt i rollen som statsminister Birgitte Nyborg Christensen i »Borgen«, men Sidse Babett Knudsen kan meget vel have et endnu større gennembrud foran sig.

Hun har nemlig en af de bærende roller i HBOs TV-serie, nemlig Jonathan Nolan og Lisa Joys filosofiske science fiction-serie »Westworld«, der af mange betragtes som en afløser for streamingtjenestens umådeligt populære »Game of Thrones«, HBOs flagskib, der er på vej ind i sine sidste sæsoner.

I denne uge blev »Westworld« præsenteret i Los Angeles, hvor seriens skabere, ægteparret Jonathan Nolan og Lisa Joy, fortalte om serien, der er en videreudviklilng af kultfilmen »Westworld« som Michael Chrichton skrev og instruerede i 1973.

Her fortalte de Berlingskes udsendte, at Sidse Babett Knudsen er en stor gevinst for holdet bag serien, der får premiere i oktober.

- Hun er et umådeligt stort talent og en nydelse at se i arbejde. Hendes mindste bevægelser fortæller masser af historier, og hun udstråler følelser, intensitet og et væld af nuancer. En skuespiller i verdensklasse, siger Lisa Joy, der har skrevet og produceret serien sammen med sin mand Jonathan Nolan.

»Westworld« foregår i en fremtid, hvor kunstig intelligens er blevet så udviklet, at det er vanskeligt skelne mellem syntetiske mennesker og mennesker af kød og blod. I denne fremtid kan velhavere slå sig løs i forlystelsesparken »Westworld«, der genskaber USAs »wild-west«-æra. Gæsterne kan vælge at være »gode« (med hvide hatte), men de fleste vælger at være onde med sorte hatte, og benytter lejligheden til at svælge i grusom vold, vilkårlige nedskydninger og voldtægter.

Sidse Babett Knudsen spiller »Westworld«s kyniske direktør, der leder parken med et skarpt øje på profitten, men som også viser sig at have en svaghed for udvalgte mandlige ansatte.

Hun bander og svovler, så selv robotter må rødme, men råder også over så formfuldent et engelsk, at hun kan korrekse en af sine britiske medarbejdere for at sige »me« i stedet for »I«.

Serien har et imponerende cast af stjerneskuespillere såsom Ed Harris og Sir Anthony Hopkins, der spiller mennesker, mens Thandie Newton, Evan Rachel Wood og James Marsden er blandt de robotter, der må så grufuldt meget ondt i gennem fra menneskenes side.

Optagelserne af seriens første ti episoder er foregået under et stort hemmelighedskræmmeri, og skuespillerne fik kun gradvist åbenbaret deres karakterers skæbner.

Producer Lisa Joy fortæller, at Sidse Babett Knudsen også afslørede nye sider af sig selv, når dagens optagelser var i kassen.

- Hun er en af de største fjollehoveder man kan forestille sig. Det er overraskende, men ret vidunderligt at se denne kvinde, der er talentfuld i nærmest intimiderende grad, gå fra hundrede procent seriøs intensitet til total klovn. Hun danser, taler med skægge accenter og leger med kostumerne. Hun elsker at få vores team til at grine, og det er en dejlig kvalitet at få ind i en stor krævende produktion som vores, siger Lisa Joy.

Den 47-årige Sidse Babett Knudsen har haft flere udenlandske roller i de senere år, heriblandt Peter Stricklands erotiske drama »The Duke of Burgundy«.