Til rigtig manges store glæde indleder de danske håndboldherrer fredag aften VM, når de møder Argentina. Det gør de på DR1, hvor sendingen begynder 20.30 - altså midt i det tidspunkt hvor X Factor normalt ville blive sendt. Det betyder at både det populære sangprogram og Disney Sjov rykkes.

Tidligere har lignende beslutninger hos DR og andre kanaler resulteret i sure opstød fra hobetal af læsere på de sociale medier.

Ofte er disse program-shitstorme kommet ud af det blå, som vi senest så det i december måned, hvor TV 2 valgte at rykke en julekalender til fordel for kvindehåndbold. Her 'rasede' adskillige seere på TV 2's Facebook-profil.

Det samme kan hurtigt ske for DR i forbindelse med rykningen af såvel X Factor som Disney Sjov fredag aften. Men det ser ud til, at man fra licensgigantens side har forsøgt at imødekomme eventuelle sure opstød fra skuffede seere.

I hvert fald kan man på DR1's Facebook-profil finde et opslag, som medievirksomheden i skrivende stund har valgt at fastgøre øverst på profilen, hvor man kan se en video med de tre hyæner fra Løvernes Konge. Her forklarer de tre hyæner, hvordan situationen hænger sammen.

DR har nemlig besluttet at forkorte Disney Sjov på DR1, hvor der kun sendes en halv time, fra klokken 19.00 som sædvanligt, mens den første halve time sendes på DR Ultra. Altså bliver hele den normale time af Disney Sjov sendt, men man skal blot være klar over, at man skal skifte kanal fra DR Ultra til DR1 klokken 19.00, hvor der skiftes.

Når Disney Sjov er overstået på DR1 en halv time før normal tid klokken 19.30, så kommer X Factor på DR1 og kører den vanlige time frem dog kun til 20.30, hvor håndbold-sendingen begynder.

Programchefen på DR1, Helle Schönemann, forklarer til BT, hvorfor man har valgt at rykke både Disney Sjov og X Factor.

»Det er et forsøg på at tilgodese de danske børnefamilier, der både gerne vil se Disney Sjov og X Factor. Derfor har vi sat Disney Sjov på Ultra først og så over på DR1, men rykket det en halv time frem. Det er for at undgå at stille folk, der gerne vil se både Disney Sjov og X Factor, i et dilemma. Normalt bliver folk vrede, når vi rykker rundt på programmerne. Men vi skal tænke på, at der også er mange, der gerne vil se håndbold, og det kan vi ikke rigtig rykke rundt på,« siger Helle Schönemann.

Opslaget på Facebook er et forsøg fra DR's side på at orientere de mange, som potentielt kunne blive skuffede over at slå op på DR1 fredag aften for at finde ud af, at det program, de troede, de skulle se, ikke er der.

»Vi bliver hele tiden klogere, og vi forsøger at undgå at lave de samme fejl som tidligere. Så det er et nyt forsøg på at give folk alle de ting, som de gerne vil se. Men selvom vi går ud på sociale medier, i speaks og andre steder, så kan vi nok ikke undgå, at der er nogle, der bliver skuffede. Det er dem, der ikke har set, at vi ændrer i programmet. Og mon ikke vi kommer til at høre lidt i aften alligevel,« siger Helle Schönemann.

DR1's måde at forsøge at komme en potentiel shitstorm i forkøbet på bliver da også modtaget forholdsvis positivt på Facebook. I kommentarfeltet til Facebook-opslaget er der flere, der roser DR.

'Ha ha god måde at gøre opmærksom på det på. Så kan ALLE jo se det de gerne vil. Og dem som ikke gider at se håndbold så enten sluk eller find noget andet at se,' skriver Signe Høyer Jørgensen.

En anden bruger ved navn Christina Lodberg Piil skriver:

'Her gør DR jo netop noget godt! De vælger ikke at aflyse eller udskyde - de rykker det faktisk til tidligere. Det betyder for forældrene, at børnene også kan puttes 30 min tidligere - jaaa. Se nu lige positivt på det.'

'det er dæleme god humor det der,' skriver en anden Facebook-bruger, der hedder Anne Marie Lindstrøm.

Men, og det skal der selvfølgelig være et af, så er det ikke alle, der er lige positivt stemte i forhold til programændringen.

'Utroligt at sendefladen igen bliver ændret pga. noget håndboldpjat..' skriver Lene Salling.

En anden bruger ved navn Tatiana E Vestergaard skriver:

'Tænk at ændre aftenens program bare pga håndbold. Jeg kunne forstå hvis der var sket noget helt forfærdeligt i dk eller andet sted, men pga håndbold?
Ej...'

I skrivende stund har opslaget fået over 200 reaktioner og 110 kommentarer.

Det er dog ikke kun Disney Sjovs potentielle seere, DR henvender sig til på Facebook. Også dem, der glæder sig til at se X Factor, bliver mindet om, at de skal åbne for deres tv en halv time før normalt. Du kan se opslaget herunder.