Kan man få en overdosis af action-scener, computerskabte kæmpe-elefanter, ditto menneskeslanger, magiske troldkvinder og dæmoniske konger med skinnende gule CGI-øjne?

Muligvis. Der er i alt fald skruet voldsomt op for effekterne i Guy Ritchies ”Kong Arthur – Legenden om Sværdet”. Ja faktisk så voldsomt, at jeg følte mig tvangsvaccineret og undervejs dannede antistoffer og opbyggede et så stærkt immunforsvar, at jeg forblev fuldstændig uberørt, uanset hvor mange der blev dræbt eller flænset op i de spektakulære kampscener.
Ja, det blev nærmest lidt trivielt i længden.

Ritchie er en instruktør, der er kendt for sin forkærlighed for action og kampscener – og jeg skal love, at han har fået  fuldt afløb for sine lidenskaber … og lidt til.

Ritchie har denne gang kastet sig over legenden om Kong Arthur – og leveret sin helt egen version om kongen, der forsvarede det romersk-keltiske England mod saxerens angreb i det 5. og 6 århundrede.

Legenden om Kong Arthur er fortalt i et utal af versioner både på skrift og film. Ritchie tager sit helt eget greb på historien.
I en prolog møder vi Arthur (Charlie Hunnam) som lillebitte dreng, da han overværer sin far Uther (Eric Bana) blive dræbt af den forræderiske og magtliderlige Vortigen (Jude Law).

Arthur undslipper i en båd og reddes af nogle gode og mægtig kønne prostituerede, som tager den lille dreng til sig og opdrager ham på deres bordel i et barsk underklassekvarter.
I et lynhurtigt, men velfortalt ”Ritchiesk” flashback, ser vi Arthurs opvækst, hvor han undervejs glemmer alt om sit oprindelige royale ophav og drabet på sin far.

I alt fald lige indtil den dag, han trækker det magiske sværd ud af den legendariske sten og dermed er dømt til sin skæbne … og så går det ellers derudaf i et adrenalinpumpende effektjageri.
Historien er det næsten umuligt at hitte rundt i, men det er også som om, det er det pompøse udtryk og de mange CGI effekter, der skal forføre publikum.

Filmen er da også sine steder en visuel computergeneret lækkerbisken tilsat Ricthies særlige og ofte vellykkede fortællegreb, der springer i både tid og rum.

Charlie Hunnam er charmerende og perfekt i rollen som den unge og rebelske Arthur, Jude Law leverer varen som den onde og dæmoniske Vortigen, og så er der tilmed en lille gæsterolle til fodboldikonet David Beckham.

I det hele taget en machofilm med fine manderoller flankeret af et par billedskønne kvinder i lette biroller hist og her.
Det hele fortalt med så grandios maskulin patos, at man indimellem må trækker overbærende på smilebåndet.

Der er bare for meget af det hele – og selvom filmen sine steder er både sjov, flot, charmerende og imposant – så ender den med at drukne i sit eget digitale effektjageri.