Julekalenderen 'Jul i Valhal' var en stor familiesucces for to år siden med et gennemsnit på 1,2 mio. seere. Hvis bare hver sjette af dem går i biografen for at se 'Guldhornene', så er pengene hjemme. Og penge er formentlig det, der er tænkt mest på under produktionen af den nye familiefilm, der bedst kan beskrives som kalkuleret designerunderholdning.

I biograffilmen om Sofie (Laura Østergaard Buhl), Jonas (Lukas Schwartz Thorsteinsson), Loke (Martin Brygmann), Heimdal (Peter Frödin), Ydun (Lene Maria Christensen) og Odin (Henrik Noél Olesen) kommer de gamle nordiske guder til jorden for at sikre sig Guldhornene på nationalmuseet. Hvis ikke de får fingre i dem før jætterne, så vil menneskeheden uddø. Thrym (Morten Suurballe) og Kvalm (Jesper Asholt) er i hælene på guderne, og de ser grumme onde ud.

Det klæder ikke filmanmeldere særlig godt rutinemæssigt at rakke ned på familieunderholdning uden ambitioner, så lad os begynde med den måde 'Guldhornene' trods alt skinner på. Især på Nationalmuseet har Martin Schmidt brygget nogle spændende passager, hvor børnene og guderne skal stjæle Guldhornene. Schmidts meritter hidtil består af dårlige gyserfilm og tv-serier, men han formår at få helheden til at glide bedre her. Måske er han bare sådan en mand, der lærer faget langsomt, for efter 'Guldhornene' får man lyst til at give ham en chance til, hvor man tidligere har viftet alvorligt med offside-flaget.

Desværre udnyttes modsætningen mellem det oldnordiske og det moderne ikke til så meget. Thor drikker lidt Sulfo, og Heimdal misforstår en fuckfinger for en elskværdig hilsen, men der er langt mere potentiale i den store kontrast.

Filmen vil gøre sig bedst til de helt små børn, fordi der mangler et professionelt niveau af eventyr og action oven på en gumpetung, tv-agtig produktion. Afslutningen er et godt eksempel på, hvor 'Guldhornene' ikke letter, men til gengæld går efter de lette løsninger. Ungernes far (Troels Lyby) har lavet et amatør-vikingespil, der hoster derudad, ind til de rigtige filmvikinger ankommer. Nu bliver der da rabalder og drabelige slagsmål, håber man, men nej, fordi filmen er så uambitiøs, så ligner de amatørerne til forveksling. På den led skuffes de store børn og tabes de voksne alt for ofte. Køb bare billet til børn fra 5 til 7 år og forberede dig på at tage en lille lur i de bløde sæder, mens de lever med.

Et andet eksempel er Peter Frödins Heimdal. Ungerne vil elske, når han smider sin gudekrop rundt i de moderne stuer til vores tids musik, mens vi som forældre undrer os over, om der bare i manuskriptet står '... og så finder Peter Frödin på noget sjovt her, hvor vi ikke kan finde på noget'.