Dommerne beskrev vinderen af mesterbagertitlen, som en ud af to amatørbagere, der havde udført mesterværksudfordringen med bravour.

»Det er blandt de to, at vi skal finde mesterbageren,« sagde Jan Friis-Mikkelsen til værten Timm Vladimir om denne uges mesterbager, der havde gjort det glimrende i afsnittet, der havde kærlighed som tema.

Kort tid efter fik værten æren af at overrække mesterbagerforklædet til 39-årige Iben Devantie fra Tulstrup, som grædefærdigt tog mod den.

Hun har endnu ikke selv set programmet, men husker tydeligt oplevelsen.

Iben Devantie arbejder til dagligt som frisør i Hillerød.
Iben Devantie arbejder til dagligt som frisør i Hillerød. Foto: DR/Carsten Mol
Vis mere

»Jeg har jo haft en dårlig start derovre, så jeg havde aldrig tænkt, jeg ville komme i nærheden af det forklæde. Jeg troede Louise ville løbe med det igen. Det kom ret meget bag på mig,« siger hun og griner.

Mesterværket var dedikeret til Iben Devanties mand Kaspar. Dommerne sagde blandt andet, at den var saftig, velsmagende og havde gode konsistenser. Dommer Jan Friis-Mikkelsen roste også hendes små fyldte chokolader, som var 'skønne'.

At hun fik ros betød, at Iben Devantie var rimelig sikker på, at hun ville blive endnu en uge, men hun havde slet ikke regnet med mesterbagertitlen. Både titlen og rosen betyder meget for Iben Devantie, der til dagligt arbejder som frisør i Hillerød.

»Det var en rar fornemmelse af, at føle man hører til i det felt. Jeg tror, jeg havde den der følelse af, at jeg endelig blev anerkendt og ikke kun var en pauseklovn, som kun kunne lave smatkager og som folk bare ventede på ville ryge ud,« siger hun og griner højt.