Lauren Potter, også kendt som Becky Jackson i TV-serien Glee, er blevet stillet et stort spørgsmål. På en skovtur med solnedgang gik hendes kæreste nemlig på knæ.

I TV-serien spillede hun cheerleader. I det virkelige liv er hun nu forlovet med Timothy Spear, som hun har kendt hele sit liv.

De startede som barndomsvenner, men er sidenhen blevet kærester, og på en romantisk skovtur gik Timothy Spear på knæ for Lauren Potter. Han stillede det store spørgsmål, og hun accepterede, skriver People.com.

»Han købte ringen, planlagde skovtur og det perfekte tidspunkt til at gå ned på knæ og spørge hende, om hun ville giftes, når de begge to er klar,« fortæller Lauren Potters mor.

Lauren Potter og Timothy Spear, der begge er 26 år, er født med Downs Syndrom og har kendt hinanden, siden de var babyer, hvor deres familier mødte hinanden på et børnecenter i Riverside.

Lauren Potter var med i Glee fra 2009 til 2015 og har blandt andet siden været med i Præsident Obamas komité for folk med intellektuelle handikap, hvor hun har rejst meget og holdt taler om især inklusion.