Nina Petersen og Michael Christensen fra Tinglev i Sønderjylland står nu overfor en tvangsbortadoption af deres søn Speedy.
Nina Petersen og Michael Christensen fra Tinglev i Sønderjylland står nu overfor en tvangsbortadoption af deres søn Speedy. Foto: DR/DR1 Dokumentar

Gitte Christensens barnebarn Speedy blev besluttet bortadopteret ved tvang, allerede inden han blev født. Hun forstår ikke, hvorfor forældrene aldrig fik mulighed for at bevise, at de kunne tage sig af ham.

Danskerne kunne onsdag aften følge med i parret Nina Petersen og Michael Christensen kamp for at få samvær med deres søn Speedy.

I DR1 Dokumentaren ’Aldrig mere mor’ fulgte et kamerahold to familier, der oplevede det alvorligste indgreb, de sociale myndigheder kan foretage. Nemlig at gå skridtet videre fra en tvangsfjernelse til bortadoption af barnet uden forældrenes samtykke.

Efter at kameraerne er blevet slukket, sidder Gitte Christensen, farmor til Speedy, tilbage. Vred og magtesløs, men først og fremmest knust over at have mistet et barnebarn, som hun aldrig nåede at møde.

»Jeg har aldrig set ham. Vi fik ikke lov at komme ud på sygehuset, selvom det ligger seks kilometer fra, hvor vi bor. Vi fik ikke nogen forklaring,« siger Gitte Christensen til BT.

»Min søn og svigerdatter fik selv tre kvarter sammen med ham, inden han blev hentet. Siden har vi kun set ét billede af ham,« siger hun om barnebarnet Speedy, der snart fylder to år.

Hun er uforstående over for, hvordan man kan fjerne et barn allerede ved fødslen uden at give forældrene mulighed for at bevise, at de sagtens kan tage sig af ham.

Forældrene, Nina Petersen og Michael Christensen, er begge vurderet at være mentalt retarderede i lettere til moderat grad. De har tidligere fået fjernet deres nu seksårige datter, som af en psykolog er blevet vurderet til at tage psykisk skade af samværet med forældrene.

Alligevel forstår Gitte Christensen ikke, hvorfor man fandt det nødvendigt at lave så voldsomt et indgreb, da Speedy blev født.

For modsat Stefanie, der er tvangsfjernet og ser sine forældre hver eller hver anden måned under opsyn, gik man skridtet videre med Speedy, der blev bortadopteret uden samtykke.

Det betyder, at den biologiske familie har mistet alle rettigheder til at se ham og følge med i hans liv, og de er i juridisk forstand ikke længere hans forældre. Derfor har de ikke lov til at kontakte ham, før han selv får lyst til at møde dem engang.

»Beslutningen om Speedys bortadoption blev foretaget på baggrund af Stefanies sag. De har aldrig fået lov at bevise, at de er gode forældre for Speedy. Ja, de har mødt modstand i livet. De er bogligt svage og har gået på specialskole begge to. Men de har vist, at de er søde og kærlige over for dyr, og så har Michael tit været barnepige for sine mindre søskende,« fortæller Gitte Christensen til BT.

Mette Høck Bostrup er Børne- og familiechef i Aabenraa kommune. Hun kan derfor ikke udtale sig om den konkrete sag af hensyn til sin tavshedspligt.

Men hun kan generelt fortælle, at lovgivningen altid tager udgangspunkt i barnets tarv før forældrenes behov. Derfor kan det i visse tilfælde være nødvendigt at bortadoptere et barn uden samtykke i stedet for at give det en plejefamilie.

»Vi laver en række undersøgelser af forældrenes mulighed for at drage omsorg samt deres muligheder for at udvikle deres kompetencer. Er de forudsætninger ikke til stede, kan vi indstille til, at der sker en adoption«, siger Mette Høck Bostrup.

»Når vi gør det, er det fordi, at i sager hvor forældrene ikke har kompetencerne til at tage sig af barnets behov, og ikke kan udvikle dem, er barnet bedre tjent med at have en anden slægt. Det kan være svært for et barn at leve i et ingenmandsland, hvor den ene familie kun ser dem under støttet samvær, og hvor den anden familie får penge for at tage sig af dem,« siger hun og understreger, at man naturligvis skal vurdere den enkelte sag og være virkelig sikker, inden man tager så gennemgribende en beslutning, som adoption uden samtykke er.

I 2009 vedtog Folketinget en lov om tvangsbortadoption, som betød, at man kunne bortadoptere et barn uden forældrenes samtykke, hvis man kunne bevise, at forældrene var ude at stand til at tage sig af det.

Men efter en lovændring i oktober 2015 blev det nok blot at kunne sandsynliggøre dette.

Og det mener Gitte Christensen strider imod både menneskerettighederne og handicapkonventionen, der siger, at handicappede har ret til at være forældre og ret til støtte til at udøve rollen som forældre.

»Min søn og svigerdatter fik ikke støtte. I stedet fik de fjernet deres barn. Det svarer fuldstændig til at tvangssterilisere dem – blot uden det kirurgiske indgreb,« siger hun.

»Det bliver ikke et bedre liv for Speedy. Han ved instinktivt, at det ikke er hans biologiske mor og far. Når han vokser op, vil han finde ud af, at han ikke er blevet præsenteret for den fulde sandhed. Hvordan vil dét ikke skade ham?« siger Gitte Christensen, der frygter, at adoptivforældrene vil benytte muligheden for at holde Speedys ophav hemmeligt for ham.

Mette Høck Bostrup understreger dog over for BT, at alle adoptionsfamilier modtager undervisning under godkendelsesprocessen. Og her præsenteres de for vigtigheden i at fortælle børnene om deres ophav.

»Men man kan naturligvis ikke garantere, at alle vælger at fortælle det,« siger hun.

Nina Petersen og Michael Christensen har det ”efterhånden rimelig godt”, her hvor de ikke har set sønnen i snart to år, fortæller Gitte Christensen.

Det på trods af, at de aldrig har fået krisehjælp eller sorgterapi, da de selv skal betale for dette.

»Men jeg tror aldrig, man kommer sig helt over det tab. Speedy blev født på min fødselsdag, så jeg ved, at jeg vil blive mindet om ham hvert eneste år«, siger hun.

Parret har været i både byretten og landsretten i håb om, at der kunne træffes anden afgørelse i sagen. I begge tilfælde fik kommunen medhold i deres beslutning.

For nylig fik de desuden afslag på, at deres sag kunne prøves ved Højesteret.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook