Thomas Gibson, der har en af hovedrollerne i krimiserien 'Criminal Minds', er blevet fyret efter at have sparket til en instruktør

Gennem 11 sæsoner har Thomas Gibson spillet rollen som Aaron Hotcher i krimiserien 'Criminal Minds'. Fremover kan seerne dog ikke længere se frem til at se den 54-årige skuespiller være med til at løse krimi-mysterier og lave profiler af forbrydere.

Thomas Gibson er blevet fyret fra serien efter i sidste uge at have sparket til en instruktør i vrede, fortæller producenter ABC Studios og CBS TV Studios. Det skriver blandt andet det amerikanske medie Variety.

'Criminal Minds' løb over skærmen første gang i september 2005 og havde i gennemsnit 12 millioner seere sidste sæson. Der filmes netop nu til sæson 12. Thomas Gibson var den ene af blot to tilbage, der havde været med fra seriens start.

Det er dog ikke første gang, at Thomas Gibson kommer i klammeri med folkene bag serien. For nogle år tilbage skulle han angiveligt have haft et udfald over for en assisterende instruktør, hvilket resulterede i, at skuespilleren tog kurser i vredeshåndtering.

Sidste uge var den så gal igen. Efter en uenighed på settet, startede Thomas Gibson ifølge CNN balladen, der endte med, at han angiveligt sparkede ud efter en af seriens forfattere og producere under indspilningen til et afsnit.

I første omgang lød meldingen, at der var tale om en midlertidig suspendering, men denne er altså nu permanent. Efter nyheden om hans fyring kom frem, sagde han selv følgende til Variety:

»Jeg elsker ’Criminal Minds’, og jeg har lagt mit hjerte og min sjæl i det gennem 12 år. Jeg havde håbet på at kunne være med helt til slut, men det er ikke muligt nu. Jeg vil bare gerne sige tak til producenterne, skuespillerne, vores fantastiske mandskab og, vigtigst af alt, de bedste fans en serie overhovedet kunne have håbet på at have.«

ABC og CBS vil endnu ikke fortælle, hvordan Thomas Gibsons rolle bliver skrevet ud af serien.