Den voldelige ’Gangster Squad’ vil gerne været meget mere end det, den egentlig er en hurtigt glemt gangsterfilm fyldt til randen med uforholdsmæssigt store stjerner.
Det er tydeligt, at instruktør Ruben Fleischer kan sine gangsterfilm i søvne. Således er hans stjernespækkede ’Gangster Squad’ fyldt til randen med henvisninger (kopier?) til ’Casino’, ’The Untouchables’, ’L.A. Confidential’ og ikke mindst ’Scarface’.
Men Fleischers forsøg på at lege med de store gangsterdrenge undermineres af et klichéagtigt manuskript, en nogle gange næsten ufrivilligt morsom sej-fyr-dialog og så et overfladisk persongalleri, der trods stjerner som Ryan Gosling, Josh Brolin, Emma Stone, Nick Nolte og Sean Penn gør én helt ligeglad med, hvem, der bliver skudt til plukfisk, og hvem der lever lykkeligt til deres dages ende.
Udrensning i L.A.
Vi befinder os i efterkrigstidens Los Angeles. Her beslutter politikommissær Bill Parker (Nick Nolte), at den hemmelige kommandoenhed The Gangster Squad én gang for alle skal gøre op med byens nyeste og mest hjerteløse gangster Mickey Cohen En intens men også næsten tegneserieagtig Sean Penn.
På Blues Brothers-manér samler den hjemvendte krigshelt og kronisk ærlige politimand John O’Mare (Brolin) nu sit halve beskidte dusin, der dybt undercover skal fælde Cohen.
Trussetyven (Gosling), skarpskytten (Robert Patrick) og teknik-nørden (Giovanni Ribisi) lægger op til en festlig forbryderjagt.
Klicheerne styrer
Men endnu en gang får klichéerne lov til at diktere udfaldet. Således er billederne fra fortidens L.A. smukke og stemningsfulde. Biljagterne, slagsmålene og effekterne er fabelagtige. Men vi kommer aldrig ind under huden på vores helte. Man ved hele tiden, hvad der vil ske i næste scene. Og trods underholdende optrin og flotte farver ender ’Gangster Squad’ tættere på Madonnas og Warren Beattys ’Dick Tracy’ end Al Pacinos ’Scarface’.
