Handlingen - eller snarere dét, der skulle have været handlingen - i filmatiseringen af John Le Carrés roman udspiller sig i 1973 under den kolde krig. Mesterspionen George Smiley (Gary Oldman) får til opgave - surprise, surprise - at afsløre en dobbeltagent.

Den vilde spionjagt

Og så går den vilde spionjagt? Næ, gu gør den ej. I stedet sidder forskellige tweed-jakkesæt i sepia-stænkede 70’er scener og snakker med hinanden. Og glor på hinanden. Når de altså ikke lige roder omstændeligt i arkivskabe. Filmen bidrager yderligere til forvirringen ved formålsløst og ofte at springe i tid og locations.

Taber tråden

Der går således ikke lang tid, inden man har tabt den ’tråd’, der måtte være i ’Dame, Konge, Es, Spion’, og en time inde i filmen var jeg komplet ligeglad med, hvem dobbeltagenten ville vise sig at være. Bare de kunne se at få ham afsløret og gjort en ende på denne krampagtige kæbevrider, kavalkade af en film.

’Dame, Konge, Es, Spion’, engelsk/ fransk/tysk, instruktør Tomas Alfredsson.

Premiere i hele landet.

Af Steffen Jungersen