Det har været nogle dramatiske dage på produktionen af tv-serien 'Criminal Minds'.

Først blev skuespilleren Thomas Gibson suspenderet i to afsnit, efter han havde sparket til en manuskriptforfatter/producer på serien. Men suspenderingen blev til en fyring for Thomas Gibson, der spiller Aaron Hotchner i krimiserien.

Det er dog tilsyneladende ikke første gang, at den 54-årige skuespiller har lavet ballade. Ifølge Variety, skubbede han til en instruktørassistent i 2010. Her blev han angiveligt tvunget til at opsøge terapi, så han kunne håndtere sit temperament. Det skriver blandt andet Vanity Fair.

Fire år senere i 2014 afslørede Thomas Gibsons tidligere agent, at han havde været nødt til overtale Gibson til ikke at overfalde den tidligere kollega Shemar Moore, der spillede Derek Morgan i serien.

De tidligere Criminal Minds-stjerner Mandy Patinkin og Shemar Moore havde angiveligt ved flere lejligheder langet verbalt ud efter Thomas Gibson.

»Shemar lod ofte alle vente ved at komme for sent til optagelserne. Det irriterede en masse folk, men Thomas var klart den, der gav mest udtryk for det,« siger en anonym kilde tæt på Gibson til mediet.

Ifølge den tidligere agent, der har sagsøgt Thomas Gibson for at bryde sin kontrakt, anså Gibson sine kolleger for at være ham underlegen. Derudover havde han også en nedladende attitude, der førte til de verbale overfald.

Fejden mellem Gibson og Moore tog en drejning. Dagen efter det blev offentliggjort, at Gibson var droppet fra serien, sagde Moore følgende i en video på sin Instagram-profil. Han har senere slettet opslaget, men der er nogle folk, som har gemt det.

»Der er mange fugle, der kvidrer derude. Sladderen er sand... Lad mig sige det sådan her. Jeg tror på karma,« siger han i klippet, der varer i 45 sekunder.

Her fortsætter han med at tale om, at man skal behandle folk, som man selv vil behandles. Han nævner dog aldrig Thomas Gibsons navn, men tidspunktet for opdateringen må siges at være påfaldende.

Efter Thomas Gibson blev fyret kom han med denne udtalelse til pressen.

»Jeg elsker ’Criminal Minds’, og jeg har lagt mit hjerte og min sjæl i det gennem 12 år. Jeg havde håbet på at kunne være med helt til slut, men det er ikke muligt nu. Jeg vil bare gerne sige tak til producenterne, skuespillerne, vores fantastiske mandskab og, vigtigst af alt, de bedste fans en serie overhovedet kunne have håbet på at have.«

Man har endnu ikke fundet en erstatning for Thomas Gibson i serien.